FCM kan møde kroater eller israelere i CL-kvalifikation

Enten Dinamo Zagreb eller Hapoel Beer-Sheva bliver modstanderen, hvis FC Midtjylland besejrer FC Astana.

(ARKIV) Hvis FC Midtjylland taber samlet til FC Astana, bliver det danske hold overflyttet til Europa League-kvalifikationen. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis fodboldklubben FC Midtjylland spiller sig videre fra anden runde i Champions League-kvalifikationen, får holdet modstand fra enten Kroatien eller Israel i tredje runde.

Det står klart, efter at der mandag blev trukket lod til tredje kvalifikationsrunde i Nyon.

FC Midtjylland skal i så fald møde enten kroatiske Dinamo Zagreb eller Hapoel Beer-Sheva fra Israel.

Tredje runde er næstsidste skridt på vejen mod Champions League-gruppespillet, hvor playoffrunden er sidste skridt.

I første omgang skal FC Midtjylland besejre FC Astana i anden kvalifikationsrunde.

Første kamp spilles tirsdag i Kasakhstan, og der er returkamp i Herning onsdag i næste uge.

Hvis FC Midtjylland taber samlet til FC Astana, bliver det danske hold overflyttet til Europa League-kvalifikationens tredje runde.

Her vil danskerne i så fald skulle møde enten The New Saints fra Wales eller Lincoln Red Imps fra Gibraltar. Sidstnævnte klub besejrede FC Midtjylland med samlet 3-0 i Champions League-kvalifikationen i 2015.

Af de to mulige modstandere i tredje runde af Champions League-kvalifikationen er Dinamo Zagreb det mest kendte hold.

Klubben har vundet ligaguldet i Kroatien 12 af de seneste 13 sæsoner og har en del gange været med i Champions League-gruppespillet.

Det skete senest for to sæsoner siden, hvor Dinamo Zagreb dog sluttede sidst uden point i en gruppe, der også talte Juventus, Sevilla og Lyon.

For fire år siden viste AaB, at Dinamo Zagreb er til at besejre for et dansk hold, da holdene mødtes i tredje kvalifikationsrunde til Champions League.

AaB's daværende danske mestre kom efter 0-1 hjemme alligevel videre efter en 2-0-sejr på udebane.

Hapoel Beer-Sheva har de seneste tre sæsoner vundet ligaen i Israel.

I de seneste to sæsoner er holdet nået frem til playoffrunden om at komme i Champions League-gruppespillet, men i begge tilfælde røg Hapoel Beer-Sheva ud.

/ritzau/