FCM-helt jubler over heldigt mål

Marginaler. De bliver ofte omtalt som en kliche i fodboldens verden. Søndag beviste FC Midtjylland dog, at snakken om marginaler er mere end bare tomme floskler.

Med et mål dybt inde i overtiden sikrede Jakob Poulsen på udebane midtjyderne en yderst vigtig 2-1-sejr over AaB. Og målet var faktisk så heldigt, som det kunne være. Poulsens afslutning lige uden for boksen blev rettet af og snød fuldstændig Nicolai Larsen i AaB-målet.

Poulsen, der scorede begge mål for FC Midtjylland, erkendte, at alt går i holdets retning i øjeblikket.

»Det er fantastisk med et mål i overtiden. Det kendetegner os i øjeblikket. Vi bliver ved med at tro på det lige til det sidste,« sagde han til Canal9 og fortsatte:

»Vi har marginalerne på vores side i øjeblikket. Det var mest held til sidst, for det var jo en dårlig afslutning. Vi havde også en i Randers (Jakob Poulsen scorede til 2-1 i 88. minut, red.). Vi forsøger altid at jagte marginalerne, og det er bare dejligt at se, at det lykkedes.«

AaB kom foran 1-0 ved Thomas Enevoldsen efter 27. minutter, men kom før pausen udlignede Jakob Poulsen - og senere sikrede midtbanespilleren altså guldfavoritterne de tre point.