FC Midtjyllands anfører, Mads Bech, blev 10. februar meldt skadet i op til seks uger, men allerede søndag kan han igen komme i aktion for klubben.

Således er forsvarsspilleren en del af midtjydernes trup til søndagens opgør mod Brøndby i Superligaen. Det fremgår af FC Midtjyllands hjemmeside.

Til gengæld må FCM undvære blandt andre Ola Brynhildsen, Mikel Gogorza, Alamara Djabi og Franculino, som alle er ramt af skader.

Paulinho er syg, mens Martin Erlic sidder ude med karantæne.

Midtjyderne skal i hjemmebanekampen, der er den allersidste i grundspillet, forsøge at holde trit med førerholdet AGF.

Mads Bech udgik med en knæskade, da FCM i februar vandt 2-1 over FC København.

Efterfølgende lød forventningen fra klubben, at forsvarsspilleren ville være ukampdygtig i fire til seks uger.

Siden har han misset to kampe i Superligaen og den første kamp i pokalsemifinalen mod AGF, som midtjyderne vandt 1-0 på udebane.

Anførerens tilbagevenden er et stort boost for FCM, der i løbet af marts møder Nottingham Forest i et dobbeltopgør i Europa Leagues ottendedelsfinaler.

Klubben skal desuden 8. marts møde AGF i returkampen i pokalsemifinalen.

/ritzau/