De forsvarende danske mestre fra FC Midtjylland løb torsdag ind i deres tredje nederlag i træk i Europa League, da de var på besøg hos FC Porto.

Midtjyderne ligger stadig til avancement fra gruppespillet, men alligevel ærgrer de sig over, at det torsdag aften endte med 0-2 i Portugal.

Det siger cheftræner Thomas Thomasberg til Herning Folkeblad.

Ifølge ham handler det mod et storhold som Porto blandt andet om at afværge så mange af de chancer, som forventeligt vil opstå.

- Og så skal du kende din besøgelsestid, når chancen er der. Vi har ikke lige så mange chancer som dem, men vi har trods alt et par store chancer, og dem skal du have mere ud af, hvis du skal have et resultat i de her kampe, siger Thomas Thomasberg til Herning Folkeblad.

Anfører Mads Bech Sørensen siger til avisen, at FCM-spillerne ikke var skarpe nok på deres chancer, og at "det skal man være i de her kampe".

Han erkender dog samtidig, at Portos sejr på ingen måde var ufortjent.

Torsdag indkasserede midtjyderne det første mål efter en halv time. Opgøret blev reelt lukket ti minutter efter pausen med 2-0-scoringen.

Med cirka 20 minutter tilbage af kampen slog FCM-målmand Elias Olofsson sig, og han måtte erstattes af keeperkollegaen Jonas Lössl.

Den islandske målmand frygter selv, at han har brækket hånden.

Det siger Thomas Thomasberg til fodboldmediet Bold:

- Han mente selv, at den måske er brækket, og så skal jeg ikke gøre mig klog på, hvor lang tid det eventuelt tager, men det er vi selvfølgelig kede af.

Midtjyderne ligger nummer 23 i Europa League og er dermed lige akkurat en del af top-24, der får adgang til knockoutfasen i turneringen.

Der skal dog flere point på kontoen i de afsluttende kampe mod bulgarske Ludogorets og tyrkiske Fenerbahce til, hvis den status skal bevares.

De kampe spilles i slutningen af januar.

/ritzau/