FCK: Uefa frygter aflysning og kræver tag over Parken

Ifølge FC København er det et krav fra Uefa, at opgøret mod bulgarske Ludogorets spilles under tag i Parken.

Torsdagens Europa League-opgør mellem FC København og bulgarske Ludogorets i Telia Parken skal spilles under tag.

Det meddeler FCK på sin hjemmeside.

Tidligere torsdag forlød det ellers, at man ville gennemføre kampen under åben himmel trods risikoen for snefald.

Men ifølge FCK har en ny vejrmelding fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) fået repræsentanten fra Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) til at kræve, at taget bliver taget i brug, fordi man frygter en aflysning.

- FCK's ønske har hele tiden ud fra et sportsligt perspektiv været at spille kampen uden tag, hvis ikke den var i fare for aflysning, men det er desværre ikke længere en mulighed, skriver FCK på sin hjemmeside.

Det danske mesterhold skal i 1/16-finalen forsvare en føring på 2-1 fra den første kamp i Bulgarien for en uge siden.

Returkampen torsdag aften begynder klokken 21.05.

/ritzau/