FCK-selskab opjusterer forventninger til årsregnskab

Parken Sport & Entertainment forventer nu et overskud på mindst 75 millioner kroner i 2021.

Parken Sport & Entertainment ejer ud over FC København og badelandskæden Lalandia. (Arkivfoto) Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Årsregnskabet for 2021 bliver bedre end hidtil forventet for Parken Sport & Entertainment.

Selskabet, der blandt andet ejer FC København, har torsdag opjusteret forventningerne til, hvad det økonomisk præsterer i år.

Tidligere var forventningen et overskud på mellem 0 og 50 millioner kroner, men nu ventes det at blive mellem 75 og 100 millioner kroner.

Det skriver Parken Sport & Entertainment i en selskabsmeddelelse.

Den samlede omsætning ventes at lande et sted mellem 1,15 og 1,2 milliarder kroner. Tidligere lød forventningen på mellem 1,05 og 1,15 milliarder.

»Ændringen foretages med baggrund i de realiserede resultater for de første ni måneder af 2021 samt forventningerne til fjerde kvartal.«

»I forventningerne indgår værdiregulering af investeringsejendommene på 32 millioner kroner, men derudover ikke yderligere værdireguleringer af koncernens aktiver,« lyder det i selskabsmeddelelsen.

Parken Sport & Entertainment, der også ejer badelandskæden Lalandia, præsenterer sit regnskab for årets første ni måneder 8. november.

/ritzau/