FCK sælger Claudemir til Club Brügge

FCK er enige med belgiske Club Brügge om et salg af brasilianske Claudemir.

I weekenden fortalte FCK-manager Ståle Solbakken til BT, at han har en gentleman-aftale med Claudemir om, at brasilianeren kan smutte, hvis det rette bud kommer.

Nu er det løfte ført ud i virkeligheden. Det bekræfter FC København mandag aften.

Den danske superligaklub oplyser dog, at Claudemir først skal bestå legetjekket, før skiftet falder helt på plads.

FC København nævner intet om, hvor meget klubben har fået for Claudemir. Men som BT kunne afsløre tidligere mandag aften, har belgiske Club Brugge sikret sig den brasilianske midtbanemand på en kontrakt, der løber frem til sommeren 2017. Belgierne betaler lidt over to mio. kr. for Claudemir.

»Claudemir har i sine fire en halv sæson bidraget enormt til fællesskabet i F.C. København. Han har altid givet 100 procent for FCK, hvilket har ført til mesterskaber, pokaltitler og store kampe i UEFA Champions League. Det er vi alle taknemmelige for. Vi er samtidig glade for, at vi kan sende ham videre til en kvalificeret klub som Club Brugge, samtidig med at vi får penge for en spiller, der spiller på en position, hvor vi er stærkt besat. Vi ønsker Claudemir al mulig held og lykke,« siger manager Ståle Solbakken til FCKs hjemmeside.

Club Brugge møder AaB i 1/16-finalen i Europa League og skal bruge mere bredde i truppen. Her har belgierne udset sig Claudemir som en god spiller at få ind i dette transfervindue.

Claudemir kan dog ikke spille Europa League for Club Brugge, da han allerede har  været i aktion der for FCK i denne sæson.

Club Brugge fik synet Claudemir på tæt hold i Europa League-gruppespillet, hvor de to klubber var i samme pulje. Her gjorde den teknisk dygtige brasilianer sig godt bemærket.

FCK vil ikke blive tvunget ud på markedet, hvis klubben skulle miste Claudemir, da man har mange i truppen, der kan spille på den centrale midtbane.

»Vi er med Amartey, Delaney, Christian Poulsen og Youssef Toutouh godt besat på den centrale midtbane, og vi har hele tiden sagt, at hvis det rigtige bud på Claudemir kommer, så har vi en gentleman-agreement med ham om, at han får lov at smutte,« forklarede Solbakken i BT søndag.

26-årige Claudemir kom til FC København fra hollandske Vitesse i sommeren 2010, og han blev straks en stor succes. Han var således en af de bærende kræfter på Solbakkens superhold, der klarede sig videre fra gruppespillet i Champions League. Og det var brasilianeren, der scorede det udlignende mål i 1-1-kampen hjemme mod FC Barcelona.

AaB bliver Club Brugges tredje danske modstander i denne sæson. I begyndelsen af sæsonen slog de Brøndby ud af Europa League-kvalifikationen, herefter FCK ud af gruppespillet, og nu venter to knaldhårde kampe mod de danske mestre, AaB, i februar.