FCK nyder godt af superligaspilleres karriereplaner

FC København har i løbet af sommeren hentet tre superligaprofiler til holdet. Senest Jens Stage i AGF.

Jens Stage (th.) var med i den danske trup, der ikke formåede at gå videre fra gruppespillet ved U21-EM. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

For tredje gang denne sommer har FC København hentet en profil i en af de øvrige klubber i Superligaen.

Den nu forhenværende AGF-spiller Jens Stage blev mandag præsenteret, og han følger dermed efter Sten Grytebust og Karlo Bartolec, der er skiftet til FCK fra henholdsvis OB og FC Nordsjælland.

At FCK henter spillere fra egen liga, er ifølge FCK's tekniske direktør, Johan Lange, udtryk for, at klubben passer godt ind i spillernes planlægning.

- Vi er i en hård konkurrencesituation, så de spillere, der er i Superligaen og gør det godt, tiltrækker selvfølgelig også interesse fra klubber, hvor spillerne på den korte bane måske kunne tjene endnu flere penge.

- Men jeg tror, at spillere i dag er optagede af at lægge en god karriereplan. Vi har bevist et utal af gange, at vi er gode til det, og vi lever op til de forventninger, vi bringer ind i sådan en aftale, siger FCK-direktøren.

Over de seneste sæsoner har en række superligaprofiler taget turen til FCK, og flere af dem har fået fremtrædende roller.

Ifølge AGF's administrerende direktør, Jacob Nielsen, valgte Stage selv FCK frem for udlandet. Og Stage selv lægger da heller ikke skjul på, at han er inspireret af nogle af de kolleger, der har stået i samme situation.

- Jeg vil arbejde for at blive den bedste fodboldspiller, jeg overhovedet kan blive, og det matcher FCK's ambitioner og udtryk.

- Jeg har set spillere som Rasmus Falk og Robert Skov tage samme skridt og udvikle sig stærkt, og jeg vil forsøge at byde mig til og hjælpe holdet til succes, siger han til FCK's hjemmeside.

Ifølge Johan Lange kigger FCK efter spillere i hele verden. Men først sigter klubben efter Danmark og det øvrige Skandinavien.

- Vi er en international klub, men der er stadig en skandinavisk kultur. Og så handler det om, at man kender ligaen og stadioner og har set FCK spille 100 gange på tv og spillet mod FCK mange gange. Det burde sørge for en integrationsperiode med færre ubekendte faktorer.

- Men jeg synes nu også, vi har vist, at vi er i stand til at hente spillere fra andre steder i verden og integrere dem flot i klubben, siger Johan Lange.

/ritzau/