FCK kan puste nyt liv i Royal League

Kommer FC København igen i Champions League, vil det ifølge Royal League-direktør Børge Bach gøre turneringen mere værdifuld for en eventuel TV-partner.

Det er fortsat usikkert, om Royal League bliver spillet i denne sæson, og ifølge Børge Bach, Royal Leagues direktør, går der mindst nogle uger endnu, før der kan træffes en form for afgørelse.

»Vi kan nok først melde noget ud i slutningen af august,« siger Børge Bach til Berlingske Tidende.

Hvis den nordiske turnering skal fortsætte, kræver det en TV-samarbejdspartner, der ønsker at betale en stor portion penge, så de deltagende klubber er sikker på en økonomisk gevinst.

I de første tre sæsoner havde SBS Broadcasting rettighederne til turneringen, som herhjemme blev vist på Kanal 5, men her har man ikke umiddelbart ønsket at fortsætte samarbejdet.

I foråret blev konceptet for Royal Leagues afvikling ændret, således at der fremover vil være fire grupper à tre hold mod tidligere tre grupper à fire hold. Herefter gik man på jagt efter en ny TV-aftale. Det er ikke Royal League-organisationen selv, der forsøger at finde en partner men nordmanden Rune Hauge, som er hyret til opgaven.

FCK kan sælge varen
I aften spiller FC København returkamp mod Beitar Jerusalem fra Israel i anden runde af Champions League-kvalifikationen, og skulle FCKerne nå helt frem til gruppespillet, vil det ifølge Børge Bach kun være med til at gøre Royal League til en mere attraktiv TV-vare.

»Det synes jeg,« fastslår Børge Bach.

I fjor, hvor FC København for første gang deltog i mesterligaens gruppespil, lappede de to turneringer over hinanden, hvilket betød, at Royal League i den periode blev overskygget. Men det sker ikke i det nye format, hvor det samlede antal kampe er reduceret fra 43 til 31.

Men interesserede TV-selskaber skal måske vente til den 29. august, før de ved, om FC København også kan kalde sig Champions League-klub i denne sæson. For hvis FCKerne samlet besejret Beitar Jerusalem, venter portugisiske Benfica nemlig i tredje og afgørende kvalifikationsrunde.

FC København er hvert år nået frem til finalen i Royal League, som holdet vandt de to første gange. I fjor sluttede Brøndby som vinder. Hvis Royal League går i gang i slutningen af året, bliver de danske klubber FC København, FC Midtjylland, OB og AaB.