FCK gik op i limningen

Aberdeen ramte toppen af kurven og rundbarberede et rystende usikkert FC København 4-0. Særligt tilskuerne gjorde en enorm forskel og larmede hjemmeholdet til sejr i stående ovationer.

FC København måtte overgive sig til et intenst fightende Aberdeen-mandskab, der gik til sagen uimponeret af statistik og varsler op til kampen om målscorings-problemer.

Skotterne fightede bagdelen ud af bukserne, og de sejrede på britisk vis, men trods alt med gode mål i sækken. Absolut. Godt nok måtte Antonsson lukke et selvmål ind, men det var på et tidspunkt, hvor københavnerne var mentalt knækkede, og ikke længere var giftige foran mål.

Et fyldt Pittodrie Stadium larmede i et truthornsinferno inden kampen. 4.000 horn var blevet uddelt for at sikre en velkomst, der minder om et Old Firm eller måske netop en Cup-finale, som Ståle Solbakken omtalte opgøret. Og det var, som skulle nytåret fejres.

Tommelen i bund på hornet, røde klaptræ og røde supportere ville måske præsentere indgangen til en helvedes kamp. Dertil kom et skotsk kiltklædt orkester, der marcherede rundt om banen inden kampen og i pausen for at opildne tilskuerne endnu mere. Men de virkede allerede varme, og buh-råbene fik ikke for lidt, når den tidligere Rangers-spiller Libor Sionko forsøgte sig med driblinger.

Sådan virkede alt. Nærkampene, det hurtige tempo og de 110 procent kampgejst. Heksekedlen havde alt det. Men den havde også et FC Københavnhold, der vaklede lidt afsted, som om spillerne trods forberedelserne blev overrumplet på det grummeste.

Særligt Aberdeens Sone Aluko legede rundt på ventrefløjen gennem det meste af kampen, som Jesper Grønkjær ellers har gjort så mange gange for FCK. Rollerne var byttet om.

Og var FC København favoritter inden kampen, blev selve de 90 minutter en helt anden virkelighed. Barry Ferguson lykkedes godt og ledte et mandskab, der formåede at holde Jesper Grønkjær i kort snor, Marcus Allbäck stangen og selv Libor Sionkos eksplosioner under kontrol.

Første halvleg gav en fornemmelse af et skotsk mandskab, der fik chancer, men som hver gang skød ufarligt langt forbi mål. FC København havde også chancer, blandt andet kom Grønkjær frem til to afslutninger efter lidt mere end en halv times spil. Og så igen. Det var ganske ligegyldigt. For Aberdeen havde en vis nummer syv, Jamie Smith, tilbage i angrebet. Og det blev hans aften.

I det 48. minut scorede han drønflot på en bold, der dykkede ind bag Jesper Christiansen og sad i målets højre side. Derefter jublede stadion i en grad, som fik taget til at ryste. Det var eksplosivt. Og FC København kastede sig kort efter frem for at forsøge at overtage spillet og sidde på bolden. Det blev en kort fornøjelse.

I det 56. minut var han der igen. Jamie. Og scorede et ganske glimrende mål. Tilskuerne larmede som i helvede, men må have følt sig som i himlen.

FC København reagerede med indskiftninger. Først ind med Michael Silberbauer, senere ind med Morten Nordstrand og Ailton. Men den gnist, som tændte af, da københavnerne slog Lens for at komme til gruppespillet, var slukket og kun et forsøg på venstre stolpe i anden halvleg er værd at nævne.

I det 82. minut satte indskiftede Richard Foster sømmet i kisten. 4-0 og Jimmy Calderwood må allerede dirre i spænding inden dagens UEFA Cup-lodtrækning til 1/16-finalerne. Han sagde inden kampen, at de havde 90 minutter til at score. Bare et mål var jo nok. Og set i lyset af, at hans hold tabte 0-3 til Motherwell i weekenden, kunne man tænke: Gad vide om han i sine vildeste fantasier havde forestillet sig det her?