FCK byder på pokalfinalen med forbehold
FC København har ansøgt om at være vært for pokalfinalen, selv om klubben ikke selv kan være en del af den.

FC København har ansøgt om at være vært for pokalfinalen, selv om klubben ikke selv kan være en del af den.

FC København har besluttet sig for at byde ind på sæsonens pokalfinale, selv om nye regler dikterer, at en klub ikke kan spille på hjemmebane i finalen.
Det fortæller direktør Jacob Lauesen til Bold.
- Efter grundige overvejelser har vi valgt at ansøge om pokalfinalen, fordi vi mener, at den største enkeltstående kamp i dansk fodbold hører hjemme på Danmarks største stadion, lyder det fra Jacob Lauesen.
Det er dog et værtsbud med forbehold.
I udbudsmaterialet kræver Dansk Boldspil-Union og Divisionsforeningen, at FCK ubetinget reserverer Parken på både en primær og en sekundær kampdato samt tre dage før og én dag efter hver af de to mulige finaledatoer.
- Det forventes altså, at vi blokerer ti datoer midt i en primetime-periode for store koncerter uden nogen form for kompensation ved aflysning. Det kan vi ikke gå med til, siger FCK-direktøren.
- Skulle en anden arrangør ønske at reservere Parken på en af de ti datoer, får DBU derfor 48 timer til enten at indgå en bindende aftale eller frigive datoen.
Det blev et stort diskussionsemne, da Divisionsforeningen 11. september meddelte, at det skal være slut med, at en af finalisterne har hjemmebanefordel i finalen i pokalturneringen.
I praksis betyder det, at der hvert år vil blive valgt et primært stadion til finalen, men at kampen kan blive flyttet til et andet stadion, hvis klubben, der er hjemmehørende på det primært valgte stadion, kommer i finalen, skrev Divisionsforeningen.
Som udgangspunkt spilles pokalfinalen Kristi himmelfartsdag.
RITZAU