FC København har kigget mod England for at finde klubbens nye fodbolddirektør.

Onsdag oplyser superligaklubben på sin hjemmeside, at den har ansat 47-årige Kristjaan Speakman som fodbolddirektør. Englænderen tiltræder 1. juli og får det overordnede ansvar for klubbens samlede fodboldorganisation.

Sune Smith-Nielsen blev fyret som sportsdirektør i FCK i februar, og siden har klubben ledt efter en erstatning.

FCK-bestyrelsesformand Henrik Møgelmose er sikker på, at klubben har fundet den rigtige mand til at forvalte Superligaens største budget.

- Vi har haft et meget omfattende rekrutteringsforløb, og Kristjaan har gjort et stærkt indtryk gennem hele processen. Han er præcis den profil, vi har søgt, siger Møgelmose til klubbens hjemmeside.

FCK oplyser, at Speakman omgående vil "engagere sig i transfervinduet og samtidig lede den strategiske fornyelse af den sportslige organisation".

Sammen med FCK-direktør Jacob Lauesen vil han etablere et team omkring sig.

- Vi har drøftet den kommende transformation indgående med Kristjaan undervejs i processen, og hans strategiske indsigt og erfaring har allerede vist sig definerende for den plan, der skal rulles ud.

- Her er en mand, der ved, hvad han vil, og hvordan han gør det. Det er simpelthen en fornøjelse, siger Lauesen til klubbens hjemmeside.

Speakman har tidligere vist sig som en god købmand.

Han kommer til FCK på bagkant af fem succesfulde år i Sunderland. Under hans tid som sportsdirektør gik klubben fra den tredjebedste engelske række og op i Premier League.

Undervejs købte Speakman en lang række unge og relativt billige spillere, som gjorde sig bemærket positivt på banen og hjalp Sunderland til en eller flere oprykninger, før de blev solgt videre med stor profit.

Det gælder eksempelvis Ross Stewart, Jack Clarke og Jobe Bellingham, der tilsammen gav et transferoverskud på cirka 400 millioner kroner.

I nyheden om Speakmans afsked skrev Sunderland på sin hjemmeside, at han havde været en af de mest signifikante personer i klubbens nyere historie, og at han skulle have en stor del af æren for den vellykkede og omfattende genopbygning af klubben efter nogle meget magre år.

Fodboldkøbmanden blev muligvis offer for sin egen succes. Ved oprykningen til Premier League for et år siden hentede Sunderland en ny fodbolddirektør med erfaring fra Nice og Roma, og han overtog Speakmans ansvarsopgaver som sportsdirektør ved skilsmissen i februar i år.

/ritzau/