FC Vestsjælland henter assistenttræner hos Superliga-konkurrenter

Michael Hansen får en ny trænerassistent til forårets strabadser.
Læs mere
Fold sammen

FC Vestsjællands sportsdirektør Jacob 'Gaxe' Gregersen opruster klubbens trænerteam til forårssæsonen.

Klubben har således tilknyttet Sønderjyskes nu tidligere assistent Janus Blond, der primært kommer til at tage sig af den fysiske træning i Slagelse-klubben, mens Michael Hansen og Tommy Møller Nielsen fortsat skal være hovedansvarlige for selve fodboldspillet.

Jacob 'Gaxe' Gregersen ser frem til at byde det nye ansigt velkommen i trænerstaben, når klubben mandag tager hul på forberedelserne til sæsonen efter tre ugers ferie.

»Det er en klar styrkelse af det sportslige setup. Janus Blond er en knalddygtig fysisk træner og super professionel i sit arbejde – en af Danmarks allerbedste - og han bliver et fremragende supplement til et i forvejen rigtigt dygtigt trænerteam,« siger Jacob 'Gaxe' Gregersen til klubbens hjemmeside.

37-årige Janus Blond er kendt for at have været en af mændene bag et Sønderjyske-mandskab, der flere gange har reddet sig fra nedrykning i Superligaen, og det er de kompetencer, som Jacob 'Gaxe' Gregersen håber, Janus Blond kan føre videre i Slagelse-klubben.

FC Vestsjælland har i hvert fald brug for point i foråret, hvis ikke holdet skal rykke ned. På 11. pladsen har sjællænderne fire point op til nedrykningsstregen.