FC Nordsjælland udlejer hurtig ivorianer
FC Nordsjælland udlejer 20-årige Levy Nene til FC Lausanne-Sport i resten af sæsonen.

FC Nordsjælland udlejer 20-årige Levy Nene til FC Lausanne-Sport i resten af sæsonen.

Superligaklubben FC Nordsjælland tynder en smule ud i offensiven.
Lørdag har klubben udlejet den lynhurtige ivorianer Levy Nene til schweiziske FC Lausanne-Sport i resten af sæsonen. Det oplyser superligaklubben på sin hjemmeside.
Den 20-årige offensivspiller har ellers vist skarphed foran mål, når han har fået chancen for FC Nordsjælland. I forårets mesterskabsspil blev det til tre mål og to måloplæg på beskedne 259 minutters spilletid.
FC Nordsjællands fodbolddirektør, Alexander Riget, har stadig stor tiltro til Nene, men han har brug for mere spilletid for at kunne udvikle sig, vurderer Riget.
- Der er ingen tvivl om, at Levy Nene er en dygtig målscorer. Det har han bevist i både træning og kamp, siden han kom til FC Nordsjælland fra Right to Dream-akademiet i Ghana i sommeren 2024. Men der er heller ikke nogen tvivl om, at han har brug for mere spilletid, end vi kan tilbyde ham i denne sæson.
- Vi har heldigvis meget stor konkurrence om de offensive pladser på vores superligahold i denne sæson, og derfor var alle parter enige om, at det bedste skridt for Levys fortsatte udvikling ville være et lejemål, hvor han kan få den spilletid, han har brug for, siger FCN-bossen.
I alt har Nene spillet 48 førsteholdskampe for FC Nordsjælland og lavet 12 mål.
RITZAU