FC Nordsjælland sælger 16-årig offensivspiller til Ajax

Christian Rasmussen smutter fra FC Nordsjælland til hollandske Ajax, når han er færdig med 9. klasse.

Fodboldklubben Ajax Amsterdam har historisk set haft et godt øje til danske talenter, og nu har hollænderne igen kastet sig over en ung dansker.

Den 16-årige Christian Rasmussen skifter nemlig fra FC Nordsjælland til Ajax, når han til sommer har færdiggjort 9. klasse.

Det skriver superligaklubben på sin hjemmeside.

- Det har været et klart ønske fra Christian og hans familie efter grundige samtaler at prøve denne unikke mulighed.

- Og vi har samtidig fået et enestående stort tilbud fra Ajax, der kompenserer FCN flot, både nu her, men også på den lange bane, siger Jan Laursen, der er sportschef for klubbens akademi.

Offensivspilleren kom til FC Nordsjælland som U12-spiller og har indtil videre spillet fire kampe for det danske U16-landshold.

- Det er en unik mulighed for mig, og det har bestemt mere været et tilvalg af Ajax, end det har været et fravalg af FCN.

- Jeg ser frem til et godt sidste halve år, hvor jeg virkelig vil gøre alt, hvad jeg kan, for at bidrage og hjælpe holdet, så det bliver en god afslutning i klubben, siger Christian Rasmussen.

/ritzau/