FC Nordsjælland henter Brøndby-spiller

Henrik Kildentoft forlader Brøndby og skifter til FC Nordsjælland, hvor forsvarsspilleren tiltræder på en treårig aftale.

Henrik Kildentoft er fortid i Brøndby. Den 22-årige forsvarsspiller forlader klubben og skifter til FC Nordsjælland på en treårig kontrakt.

- Jeg skifter for at få fast spilletid. Jeg har ambitioner til mere end at sidde på bænken og få spilletid hist og her. Jeg er glad for, at det hele er faldet på plads, og selvom det bliver svært at forlade Brøndby IF, ser jeg frem til de nye udfordringer i FC Nordsjælland, siger Henrik Kildentoft til Brøndbys hjemmeside.

Henrik Kildentoft har været en del af Brøndbys A-trup i to et halvt år, men han har aldrig formået at bide sig helt fast på holdet, hverken under Michael Laudrup, René Meulensteen eller Tom Køhlert. /ritzau/