Torsdag blev forsvarsspilleren Lee Han-beom matchvinder, da FC Midtjylland slog FC København 1-0 i årets pokalfinale.

Lørdag er han udtaget til en VM-slutrunde for første gang.

Det fremgår af landstræner Hong Myung-bos trup med 26 spillere, der er offentliggjort på det sydkoreanske forbunds profil på Instagram.

23-årige Lee får selskab af klubkammeraten Cho Gue-sung, der også deltog i pokalfinalen fra start til slut.

28-årige Cho er noget mere etableret for Sydkorea end Lee. Angriberen er med til VM for anden gang, efter at han i 2022 ved VM i Qatar spillede alle holdets fire kampe og scorede to gange i et 2-3-nederlag mod Ghana.

Cho står noteret for 10 mål i 42 kampe for Sydkorea.

Lee debuterede først for landsholdet i sommeren 2025, efter at han var begyndt at spille regelmæssigt for FC Midtjylland. Siden har han fået seks optrædener for nationalmandskabet.

Med for Sydkorea er også blandt andre stjerne og anfører Son Heung-min, der før sæsonen skiftede Tottenham ud med Los Angeles FC i MLS, samt Bayern Münchens forsvarsspiller Kim Min-jae og tyskfødte Jens Castrop fra Borussia Mönchengladbach.

Sydkorea spiller alle sine indledende gruppekampe i Mexico.

På slutrundens åbningsdag 11. juni gælder det Tjekkiet i Zapopan. Herefter Mexico samme sted og slutteligt Sydkorea i Guadalupe.

/ritzau/