FC Midtjylland sælger brasiliansk tekniker til MLS-klub

Evander skifter fra FC Midtjylland til Portland Timbers, hvor han skal spille i den bedste amerikanske liga.

Evander har scoret 50 mål og lavet 38 assist for FC Midtjylland. (Arkivfoto). Henning Bagger/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Herning. Efter lidt mere end fire år i FC Midtjylland er det slut for brasilianske Evander.

Den 24-årige offensivspiller skifter således til den amerikanske MLS-klub Portland Timbers.

Det oplyser FCM på sin hjemmeside mandag aften.

- Evander har via sine markante præstationer fortjent det her skifte, siger sportschef Svend Graversen.

- Det er en rigtig god case for begge parter, fordi vi har fået den pris, vi mener, han er værd, mens det ligeledes er et spændende skridt for Evander at komme til MLS. Det er endnu et tegn på, at vi udvikler rigtig dygtige spillere her i FCM, som bliver vurderet til at være mange penge værd, siger Svend Graversen.

FC Midtjylland oplyser ikke, hvor mange penge man får for Evander, der har spillet 167 kampe for klubben.

Klubskiftet har været under opsejling i nogle måneder, og flere danske medier har gentagne gange omtalt en pris på cirka 75 millioner kroner.

Midtjyderne hentede Evander i Vasco da Gama i Brasilien i 2018. I første omgang var der tale om en lejeaftale, som efter knap et år blev vekslet til en permanent aftale.

Siden har han spillet en stor rolle hos midtjyderne, som siden Evanders ankomst har vundet danmarksmesterskabet og pokalturneringen og deltaget i Europa League og Champions League.

- Klubben har givet mig mulighed for at spille store kampe i Europa, vinde pokaler, score mål og levere flotte præstationer sammen med mine holdkammerater.

- Jeg er yderst taknemmelig og sætter pris på al den glæde, alle i klubben har givet mig, siger Evander.

Han nåede at score 50 mål i FCM-trøjen.

/ritzau/