Det kommer i den grad FC Midtjylland til gode, hvis holdet torsdag aften vinder ude over norske Brann i den næstsidste spillerunde af ligafasen i Europa League, men også dansk fodbold ser formentlig ind i en sidegevinst.

Det sportslige først.

Efter et forrygende efterår med 15 ud af 18 mulige point indtager midtjyderne andenpladsen blandt de 36 hold i Europa League. Klubben er allerede sikker på at avancere til turneringens knockoutfase, men ved at slå Brann vil FC Midtjylland med garanti ende i turneringens top-8.

Det er en stor fordel, idet ligafasens otte bedste hold springer den første knockoutrunde over og får lidt luft i kampprogrammet.

Med andre ord kan midtjyderne sikre sig en plads i ottendedelsfinalen ved at slå sidste års nummer fire i Norge. Så langt er ulvene aldrig tidligere nået i en europæisk turnering.

Den anerkendte fodboldanalysevirksomhed Opta har regnet sig frem til, at der er 95,53 procent chance for, at midtjyderne slutter i top-8.

Kikser torsdagens forsøg i Bergen, er der en mulighed mere om en uge, hvor Dinamo Zagreb gæster Herning i ligafasens sidste spillerunde.

- Det er jo to vanvittigt afgørende kampe i forhold til at opnå den her målsætning om at nå så langt, som vi aldrig før er nået i Europa, siger sportschef Kristian Bach Bak til Herning Folkeblad og fortæller, at de to europæiske kampe har været en drivkraft i vinteropstarten.

Klubformand Claus Steinlein lød måske som en fantast, da han i efteråret fortalte, at han havde sat kryds i kalenderen 20. maj, hvor Europa League-finalen spilles. Men den hede drøm er måske ikke så urealistisk, som den i første omgang lød, siger Bach Bak.

- Jeg hælder mere i retning af, at det ikke er urealistisk, hvis man ser på, hvor mange kampe vi er fra, og hvis man ser på måden, vi har præsteret på i Europa.

- Vi har et godt hold med mange profiler, der præsterer i denne sæson. Vi har spillet lige op med hold, der burde være endnu dygtigere, siger sportschefen til Viaplay.

Optas statistiske analyse bakker op og peger på, at der er ni procent chance for, at midtjyderne ender i turneringens finale i denne sæson.

Også økonomisk nyder FC Midtjylland godt af den foreløbige succes i europæisk fodbold.

Vinder midtjyderne en af sine to resterende kampe, kommer holdet til at krydse 100 millioner kroner i indtægter fra Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) i denne sæson. Og flere millioner kan vente.

Beløbet inkluderer startpenge for deltagelse i ligafasen, præmiepenge for sejre, præmiepenge for slutplacering og kvalifikation til ottendedelsfinalen, koefficientbonus og tv-penge.

Dertil kommer de indtægter, midtjyderne selv har sikret via billetsalg og eventuelle bonusaftaler med sponsorer. I tillæg formodes det, at flere spillere har forøget sin potentielle transferværdi som følge af de europæiske præstationer.

Dansk klubfodbold som helhed har også lukreret på midtjydernes stærke europæiske præstationer i denne sæson.

Klubben har leveret et stort bidrag til koefficientranglisten, der over en femårsperiode afgør, hvor mange europæiske deltagere hvert land har.

Med udsigten til en pæn sjat midtjyske bonuspoint for en topplacering i Europa League er Danmark stort set sikker på at slutte i top-15, og det vil medføre en væsentlig opgradering.

Det vil nemlig betyde, at Danmark i den europæiske sæson 2027/28 har fem deltagere - heriblandt to i Champions League-kvalifikationen - og holdenes vej til ligafasen i den ene, anden eller tredje europæiske turnering vil være kortere, end den har været i de foregående fem sæsoner.

Torsdagens opgør i Bergen fløjtes i gang klokken 18.45.

/ritzau/