FC Midtjylland køber nigeriansk angriber i samarbejdsklub
Nigerianske Stanley Iheanacho skifter CD Mafra ud med en lang kontrakt i FC Midtjylland.

Nigerianske Stanley Iheanacho skifter CD Mafra ud med en lang kontrakt i FC Midtjylland.

FC Midtjylland forventes at sælge flere profiler fra sin offensiv denne sommer, og nu har klubben hentet en mulig afløser ind.
21-årige Stanley Iheanacho er hentet ind på en kontrakt, der gælder til udgangen af 2030, skriver klubben på sin hjemmeside.
Nigerianeren har en fortid i FCM's ungdomsafdeling, men har i de seneste to sæsoner spillet for den portugisiske samarbejdsklub CD Mafra.
- Stanley er et fantastisk væsen. Han er dejligt positiv og glad, og som spiller har han en rigtig høj topfart. Han er meget dynamisk i sin spillestil, bevæger sig meget og er aggressiv i presset.
- Han arbejder hårdt, og så har han den dejlige egenskab, at han kan score mål, siger sportschef Kristian Bak til FC Midtjyllands hjemmeside.
Iheanacho har scoret 17 mål i 65 kampe for Mafra. For FCM nåede han 77 minutter i en pokalkamp mod Aabenraa i 2023. Heri scorede han hele fire mål.
/ritzau/