FC København udlejer Mikkel Kaufmann til Karlsruhe

FC København har valgt at udleje Mikkel Kaufmann til den tyske klub Karlsruhe i hele næste sæson.

Mikkel Kaufmann kunne ærgre sig ovenpå den sidste kamp i den forgangne sæson efter et samlet HSV-nederlag til Hertha Berlin om en plads i Bundesligaen. Gregor Fischer/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Angriberen Mikkel Kaufmann skal spille hele næste sæson på leje i fodboldklubben Karlsruhe, som spiller i den næstbedste tyske fodboldrække.

Det oplyser FC København, som fortsat ejer Mikkel Kaufmann, onsdag på sin hjemmeside.

I sidste sæson var han udlejet til Hamburger SV, som også spiller i den næstbedste tyske række.

FCK-sportsdirektør Peter Christiansen forklarer udlejningen af Mikkel Kaufmann med udsigten til mulighed for mere spilletid i Tyskland end i København.

»Mikkel har gjort det fornuftigt i HSV, og det har givet en del interesse for ham. Nu har vi lavet en aftale med Karlsruhe, hvor han den kommende sæson får muligheden for at udvikle sig i en fin klub.«

»Her er der gode muligheder for kontinuerlig spilletid, som han har længere vej til i FCK,« siger Peter Christiansen til klubbens hjemmeside.

I den forgangne sæson sad Mikkel Kaufmann også meget på bænken i HSV, men danskeren blev ofte brugt som en joker.

HSV var tæt på at rykke op i Bundesligaen, men tabte samlet 1-2 til Hertha Berlin efter to playoffkampe.

21-årige Mikkel Kaufmann kom ind fra bænken i slutningen af begge opgør uden at få scoret. Han er noteret for 2 mål i 33 kampe for HSV.

Tidligere i karrieren har Mikkel Kaufmann spillet for AaB. Han har kontrakt med FCK frem til udgangen af 2024.

/ritzau/