FC København har købt den costaricanske højreback Kenay Myrie. Han har skrevet under på en længerevarende aftale. Det oplyser FCK på klubbens hjemmeside.
I efteråret blev højrebacken Rodrigo Huescas skadet, og det har været en høj prioritet for FCK at forstærke sig på den plads.
FCK-sportsdirektør Sune Smith-Nielsen er derfor meget tilfreds med at få den 19-årige spiller, der skifter fra Deportivo Saprissa i hjemlandet.
- Vi har fulgt Kenay i en længere periode, hvor vi har kunnet se hans potentiale, og samtidig har vi set en spiller, der også har præsteret positivt på seniorniveau.
- Vi får en ung og spændende spiller ind, som på den lange bane skal blive en profil i Superligaen og for FC København, siger Sune Smith-Nielsen til klubbens hjemmeside.
I efteråret vikarierede Junnosuke Suzuki på pladsen som højreback, men japaneren lader til at være udset til en plads i midterforsvaret i foråret.
Derfor ledte FCK efter en ekstra gardering til backen.
- Kenay besidder nogle åbenlyse offensive kvaliteter i form af hans fart og gode power. Han har en stærk fysisk pakke og en moden personlighed på trods af sin unge alder.
- Der vil være en tilvænningsperiode i København i forhold til spillestil og kultur, men vi glæder os utrolig meget til at hjælpe Kenay på vej i den udfordring, siger Sune Smith-Nielsen.
Costaricaneren glæder sig til at starte i klubben og ser det som et stort skridt i karrieren.
- Jeg har siden, jeg var en lille knægt drømt om at blive fodboldspiller i Europa, og at få muligheden for at repræsentere FC København er meget stort for mig.
- Jeg ved godt, at der venter et stort stykke arbejde foran mig, fordi jeg nu skal skifte til en helt anden kultur og samtidig en ny spillestil, siger Kenay Myrie.
/ritzau/
