FC København henter Viktor Fischer på femårig aftale

Tjekkiet - Danmark, venskabskamp, Mlada Boleslav, 15.november: Danmarks Viktor Fischer. Fodboldklubben FC København køber Viktor Fischer fri af bundesligaklubben Mainz 05. Den danske landsholdsangriber tiltræder øjeblikkeligt på en femårig aftale.. (Foto: Henning Bagger/Scanpix 2018) Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

FC København har købt den danske landsholdsspiller Viktor Fischer fri af den tyske Bundesligaklub Mainz 05, og han tiltræder med øjeblikkelig virkning på en femårig kontrakt.

23-årige Viktor Fischer, der tidligere har spillet for Ajax og Middlesbrough, vil blive præsenteret på et pressemøde i Parken klokken 16.

Her vil FCK-træner Ståle Solbakken og næstformand i bestyrelsen Niels-Christian Holmstrøm også deltage.

Som lille dreng begyndte Viktor Fischer at spille fodbold i IF Lyseng. I ungdomsårene spillede han også for AGF og FC Midtjylland.

I 2012 skiftede Viktor Fischer til den hollandske storklub Ajax, hvor han spillede frem til 2016. Herefter blev det til en sæson i engelske Middlesbrough, inden han sidste sommer skiftede til Mainz.

Viktor Fischer har spillet 16 A-landskampe og scoret tre mål for Danmark. Derudover har han spillet 53 ungdomslandskampe på U16, U17, U19 og U21-landsholdet.

Den seneste A-landskamp spillede Viktor Fischer i september 2017, da Danmark vandt 4-1 ude over Armenien i VM-kvalifikationen. Han fik sin debut på A-landsholdet i november 2012.

Den tidligere Ajax-spillers skifte til FCK skal formentlig også ses i lyset af, at han gerne vil med til VM-slutrunden i Rusland til sommer.

På det seneste er det ikke blevet til meget spilletid for Viktor Fischer i Mainz.

Allerede tirsdag udtalte Danmarks landstræner, Åge Hareide, at han håbede at se Fischer skifte til FCK.

»Det vil glæde mig, hvis Viktor kommer til FC København, dels vil han være et løft for Superligaen, dels vil han få den spilletid, han har brug for med henblik på VM-slutrunden,« sagde Åge Hareide til TV3 Sport.

/ritzau/