FC Barcelona fyrer Ronald Koeman efter nyt nederlag

Ronald Koeman er færdig som cheftræner for FC Barcelona efter en lang række dårlige resultater.

58-årige Ronald Koeman er fortid i FC Barcelona efter en stribe dårlige resultater. (Arkivfoto) Sergio Perez/Reuters Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

FC Barcelona har fyret cheftræner Ronald Koeman.

Det oplyser fodboldklubben i en meddelelse, efter at holdet onsdag aften tabte 0-1 til Rayo Vallecano i La Liga.

»Klubbens præsident, Joan Laporta, informerede ham (Koeman, red.) om beslutningen efter nederlaget til Rayo Vallecano,« oplyser klubben.

»Ronald Koeman siger farvel til holdet torsdag på Ciutat Esportiva (Barcelonas træningsanlæg, red.). FC Barcelona ønsker at takke ham for hans tid i klubben og ønsker ham alt det bedste i hans professionelle karriere.«

Fyringen kommer efter en stribe dårlige resultater for den spanske storklub, hvor det kun er blevet til to sejre i de seneste syv kampe.

Holdet ligger i øjeblikket på niendepladsen i Spaniens bedste fodboldrække med 15 point efter ti kampe. Senest blev det søndag til et smerteligt 1-2-nederlag på hjemmebane til rivalerne fra Real Madrid, der topper La Liga.

I Champions League går det ikke meget bedre. Her ligger Barcelona på en tredjeplads i gruppen med tre point. I de første to kampe i turneringen blev det til store nederlag mod Bayern München og Benfica.

Koemans arbejdsbetingelser er ikke blevet hjulpet af, at han i store dele af sæsonens indledning har måttet undvære skadede spillere som danske Martin Braithwaite, Sergio Agüero, Ousmane Dembélé og Ansu Fati.

Hollænderen overtog roret i Barcelona i august 2020. Han blev udpeget til jobbet af klubbens kontroversielle ekspræsident Josep Maria Bartomeu.

Nuværende præsident Joan Laporta har, siden han vendte tilbage til klubben i marts, ikke lagt skjul på, at Koeman ikke blev ansat af ham.

De to har da til tider også haft et anspændt forhold. Det fik i sidste måned fik Koeman til at offentliggøre en udtalelse, hvor han bad om mere tid til at genopbygge holdet, efter at Barcelona i sommerens transfervindue mistede Antoine Griezmann og klublegenden Lionel Messi.

Det ønske blev dog ikke opfyldt, og nu skal Barcelona i stedet lede efter en erstatning for den 58-årige hollænder.

Ifølge flere lokale medier er klubbens tidligere midtbanestjerne Xavi Hernandez og Belgiens landstræner, Roberto Martínez, favoritter til jobbet.

/ritzau/Reuters