Det var en vaskeægte sensation, da upåagtede Herfølge Boldklub i sommeren 2000 sikrede sig danmarksmesterskabet i fodbold. 

»Hærfuglene« med spillende træner John »Faxe« Jensen i spidsen satte Brøndby, FC København og alle de andre større klubber i Superligaen til vægs og hjemførte klubbens foreløbigt eneste DM-trofæ. 

Men ak, nu er det mest håndfaste bevis på triumfen tyvstjålet. En tarvelig tyveknægt har tiltusket sig adgang til den lille sjællandske klubs pokalskab og bortrøvet de blågules stolthed. 

På DM-pokalens plads i Herfølges pokalskab er der nu tomt.
På DM-pokalens plads i Herfølges pokalskab er der nu tomt. Herfølge Boldklub

Og som om det ikke var frækt nok i sig selv: Tyven har tilsyneladende været i besiddelse af en nøgle til pokalskabet, fortæller klubbens formand, Kim Konradsen: 

»Det ene er selvfølgelig ærgrelsen over, at nogen stjæler pokalen, men et mysterium for os er også, at tyven tilsyneladende har haft en nøgle, da der ikke er tegn på at skabet er brudt op. En nøgle, vi igennem noget tid har forsøgt at finde uden held,« siger Kim Konradsen, til sn.dk

Den færøske målmand Jakup Mikkelsen var en markant sidste skanse på Herfølges mesterhold. Andre profiler var – udover træner John »Faxe« Jensen – Steven Lustü, Jesper Falck, Jens Madsen, Chris Hermansen, Bo Henriksen og Tommy Schramm.
Den færøske målmand Jakup Mikkelsen var en markant sidste skanse på Herfølges mesterhold. Andre profiler var – udover træner John »Faxe« Jensen – Steven Lustü, Jesper Falck, Jens Madsen, Chris Hermansen, Bo Henriksen og Tommy Schramm. Bonnerup Claus/Ritzau Scanpix

Pokalen har naturligvis stor affektionsværdi for klubben. Desuden vil den koste klubben omkring 40.000 kroner at erstatte, hvis der skal fremstilles en ny. Derfor har Herfølge Boldklub nu udlovet en dusør på 5.000 kroner for informationer, der kan opklare sagen og give klubben pokalen tilbage. 

Efter mesterskabssæsonen 1999-2000 gik det i øvrigt hurtigt ned ad bakke for Herfølge i toppen af dansk fodbold. 

Allerede året efter rykkede klubben ned i 1. division, og på nær et kort genvisit i Superligaen i 2003-2005, fristede Herfølge en tilværelse i 1. division frem til 2009, hvor klubben fusionerede med Køge Boldklub og skabte overbygningen HB Køge. 

HB Køge er aktuelt nummer 9 i 1. division, også kaldet NordicBet Ligaen.