Favres nye verden

Det ansete magasin Sports Illustrateds kåring af Brett Favre som Årets Sportsmand er både en hyldest til en langt fra ufejlbarlig quarterback, men samtidig en anerkendelse af et empatisk menneske, der har overvundet sin egen afhængighed og taget en dans eller to med døden for at genopfinde sig selv på ny.

Quarterback hos Green Bay Packers, Brett Favre, blev i går valgt til Årets Sportsmand af det amerikanske magasin Sports Illustrated. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeff Gross

Det ville være synd at sige Brett Favre stod øverst på folkedybets liste over emner til det ansete magasin Sports Illustrateds kåring af Årets Sportsmand 2007.

Okay, Brett Favre er med sine 38 år så tæt på karrierens sidste vers, at det i sig selv kan kalde på en hyldest. Men uanset hans meritter, er han næppe helt så perfektibel som rekordmaskinen Peyton Manning. For slet ikke at tale om quarterback-kollegaen Tom Brady, hvis eneste brøde da lige skulle være, at ubesejrede New England Patriots har været involveret i en prekær spionagesag, da et par fiffige assistenter videofilmede New York Jet’s signaler fra bænk til bane.

Eller hvad med fænomenet Roger Federer. Burde verdens i særklasse bedste tennisspiller - måske nogensinde - ikke have en cadeau for at have løftet sin sport op på højest tænkelige niveau og repræsentere den med nydeligt manicurerede gentleman-manerer, der alligevel aldrig virker udenadsagtigt tillærte?

Nu blev det Brett Favre, der løb med den 54. udgave af Sports Illustrateds prestigefulde kåring. På mange måder en arketypisk amerikansk helteskikkelse. NFL-spiller, hvid og med sit blonde hår samt gråblå øjne nærmest arisk af udseende, hvis man da skal puste lidt til gløderne i racetematikkens evigt ulmende bål på de kanter. Men også et overraskende valg, fordi det i lige så høj grad er udenfor som på selve banen, Favre har gjort sig fortjent til titlen.

»Det er for hans vedholdenhed og passion, Sport’s Illustrated ærer Favre med titlen i år,« hedder det i begrundelsen.

Fair nok, formentlig. 16 år som omdrejningspunkt hos Green Bay Packers er immervæk en sjat. Men det ligger groft sagt en kvart menneskealder tilbage, at Favre for alvor præsterede sit allerbedste med den gyldne højrearm. I de tre sæsoner fra 1995-97, hvor han også blev kåret som mest værdifulde spiller i NFL.

Det var dengang. Og det er længe siden. Derfor er valget af Favre så omstridt, at det i går haglede ind med kontrære reaktioner på Sports Illustrateds hjemmeside.

Kedeligt. Uinspireret. Useriøst. Skamfuldt. Xenofobisk. Og videre i samme skure.

Mere menneskelig
Der vil være dem, der mener, at Favre for det første kan være nem at bringe i ubalance og at de mange interceptions, han også står noteret for, vidner om en skrøbelig statur på banen. Der er dem, som hårdnakket hævder, at Brett Favres omtumlede privatliv alene burde sende ham langt ned af listen over mulige emner til Årets Sportsmand 2007.

Som en moralsk opbragt læser af Sports Illustrated retorisk spurgte, da kåringen af Brett Favre i går blev offentliggjort: Hvorfor overhovedet hylde en mand, som med sine vaklende karaktertræk ikke har kunnet holde sig fra sprut og stoffer? Hvorfor ikke hellere hylde en mand, som aldrig har bragt sig i den slags problemer?

Svaret blæser i vinden. Men en respons kunne være, at Favre er så meget desto mere menneskelig i kraft af de fejl og mangler, han trods alt har haft med som en ufravigelig del af sin mentale bagage.

»Folk her behandler os som en slags familie på grund af alt det, vi har været igennem. De ser ikke Brett som en urørlig superhelt. Mange af tilhængerne har haft de samme prøvelser som os. Jeg har ikke noget imod Tom Brady eller Peyton Manning, men jeg tror ikke, deres fans forholder sig til dem på samme måde,« som Bretts Favres hustru Deanna udlægger det.

Der løber et spor af død, misbrug og svær sygdom igennem Brett Favres karriere. Selv måtte han i 1996 lade sig indlægge på en afvænningsklinik for at komme et misbrug af det smertestillede stof Vicodan til livs, hvorefter hans bror Scott forulykkede i påvirket tilstand i en bilulykke, som kostede Brett Favres bedste ven livet. Siden eskalerede det alkoholmisbrug, Brett Favre sammen med brormand Scott var kendt for allerede tidligt i karrieren. I en grad, så han i 1999 igen måtte tjekke ind på et rehabiliteringsrefugie for at komme ovenpå.

En overlever
De tilbagevendende misbrugsproblemer var tæt på at koste ægteskabet til hustruen Deanna. Og Favres personlige tragedie tog yderligere til, da han far kørte sig i døden som følge af et hjerteanfald. Som for at føje spot til skade, blev Favres ellers loyale livsledsager ramt af brystkræft for tre år siden kun få dage efter, hendes lillebror havde kørt sig i døden.

Det er historier, man ikke ryster af sig uden videre. Men Favre er vendt tilbage gang på gang. Som en kuldslået overlever, men også som en stedse mere ensom alfahan i Green Bay Packers NFL-kobbel.

»Som jeg er blevet ældre, er jeg blevet mere af en enspænder. Der var engang, hvor jeg kunne leve på adrenalinen og aldrig ville have det til at ende. Nu har jeg bare brug for at vende tillbage til virkeligheden,« som Favre selv siger det.

Og sit forhold til virkeligheden er måske Favres største force. Om ikke som spiller så som menneske.