Man fornemmer den. Utålmodigheden. Frustrationen. Over at de forbandede ryttere ikke slipper sig selv løs, trækker splitten ud af håndgranaten og udløser det store brag.
Men sådan er Tour de France. Sæsonens største etapeløb har udviklet sig til et ventespil, hvor initiativ er at blotte sig, og hvor frygten for, hvad der kan gå galt, fortærer modet til at prøve det grandiose. Helt i modsætning til cykelkalenderen generelt, hvor angrebsivrigheden er udtalt og de store oplevelser hyppige.
Mulighederne er der i dette års tour, og efter 6. etape har der allerede været muligheder to gange på eller umiddelbart efter lede stigninger. Alligevel er det så som så med de klare svar. For ingen har for alvor testet modstanderne af – andet end på et overordnet holdplan.
Men kunne vi egentlig have regnet med andet? Pragmatikeren siger nej, og romantikeren slår sig selv for panden i afmagt.
Meget taler for en naturlig forklaring på stilstanden. Godt nok var stigningen Col de la Lusette, den næstsidste på torsdagens etape, vanvittigt hård. En smal, stejl vej i det hede, øde og vanvittigt smukke Massif Central indbyder til offensiv kørsel, men når målet først kommer efter 13 kilometers nedkørsel og en svag stigning, kan man vel ikke fortænke de store favoritter i at spare på krudtet.
Det ville være selvmord at lancere et stort angreb for så at stege foran et nådesløst jagtende felt. Og så er vi tilbage ved angsten for fiasko.
Sæsonens største etapeløb har udviklet sig til et ventespil, hvor initiativ er at blotte sig, og hvor frygten for, hvad der kan gå galt, fortærer modet til at prøve det grandiose.
Desuden var alle på papiret tilfredse med udfaldet. Udbruddet var akkurat så stærkt, at bonussekunderne på toppen af næstsidste stigning og på målstregen var ude af spil, så Mitchelton-Scott og den førende Adam Yates var tilfredse.
En ny dag i den gule trøje er en drøm for ham og holdet. Og dem, der er favoritter til at have en vinder i Paris, har ikke travlt med at erobre den.
Ineos-holdet fik opbygget moralen ved hele dagen at være toneangivende, men Ineos vidste alt om, at Egan Bernal skal bruge helt andre stigningstyper, end tilfældet var torsdag, for at være i spil til sejren. Så de levede også med tingenes udvikling.
Og måske var det ganske godt for Jumbo-Visma at tage en relativt rolig dag på kontoret. For at spare kræfter og for ikke at virke alt for grådige efter to etapesejre i træk.
Det skal ikke tage noget som helst fra Astanas Alexey Lutsenko, for når man kører alene i mål efter at have været en del af et udbrud på otte mand fra øverste hylde i butikken for kvalitetsryttere, så er man indehaver af klasse. Men det er med til at forklare, hvorfor vi endnu ikke har set noget fyrværkeri.
Skal pragmatikeren komme med endnu en forklaring, så er det, at mange ryttere givetvis er usikre på, hvordan de vil reagere på årets første Grand Tour. Tre ugers strabadser efter forberedelser, der har været helt, helt anderledes end normalt, kan godt fremkalde tvivl.
Og endnu et sidste argument: En ottendeplads i touren er vigtigere end i alle andre løb. Hold fast i det, der er, synes devisen at være.
Richard Virenque og Laurent Jalabert tog for en generation siden på vanvittige togter. Dengang var der jetbenzin i drikkedunkene, og et fejlslagent forsøg skulle ikke betales tilbage med renters rente.
Det er ofte tilfældet i dag. Og derfor kommer vi måske til at vente helt, indtil desperationen overkommer frygten for fiasko. Før det eksploderer. Indtil da kan romantikeren godt få en solid bule i panden efter de selvpåførte slag.
Mit bud er, at der bliver rigeligt at lade sig frustrere over.
