Favoritdræberen

Fernando Gonzalez har de seneste dage fået sit helt store gennembrud.

Foto: David Gray Fold sammen
Læs mere

Godt nok indtager den 26-årige chilener en aktuel niendeplads på verdensranglisten, alligevel var det de færreste, er havde forventet, at han ville spille sig helt frem til semifinalerne i Australian Open.
Men i årets første Grand Slam-turnering har Fernando »Speedy« Gonzalez sendt den ene favorit efter den anden ud, og nu er han så for første gang fremme blandt de fire bedste i en af de fire store turneringer.
Tidligere i Australian Open har den hårdtslående Fernando Gonzalez ekspederet Lleyton Hewitt og James Blake ud, og i går var den spanske verdenstoer Rafael Nadal, der blev basket ud med de overlegne cifre 6-2, 6-4, 6-3. Bagefter var chileren naturligvis meget begejstret.
»Jeg har aldrig før spillet tre kampe i træk på så højt niveau,« fastslog Fernando Gonzales, som nu ligner det bedste bud på en, der kan true Roger Federer, som han måske kommer til at stå overfor i søndagens finale.
Inden Fernando Gonzalez eventuelt når så langt, skal han møde tyske Tommy Hass i morgendagens semifinale. I den anden, der spilles i dag, mødes Roger Federer og Andy Roddick.