Knap et par timer efter at Tadej Pogacar afgjorde mændenes Flandern Rundt på brostensstigningen Oude Kwaremont, gjorde hollænderen Demi Vollering det samme i kvindernes løb.

Kvindernes løb over 164 kilometer var godt 100 kilometer kortere end mændenes, men afslutningen med de velkendte brostensbakker foregik på de samme veje.

Og her var forhåndsfavoritten Vollering stærkest. Landsmanden Puck Pieterse og franske Pauline Ferrand-Prévot forsøgte at gå med i rykket, men de kunne ikke følge europamesteren.

På den 2,2 kilometer lange stigning satte hun de to med næsten 20 sekunder. Det blev afgørelsen. Hun var kun omkring 30 sekunder langsommere op ad stigningen end Tadej Pogacar, da han et par timer forinden satte Mathieu van der Poel til vægs.

På den kortere Paterberg-stigning lidt efter øgede Vollering afstanden til de næste.

Trods samarbejde blandt både de to forfølgere og en større favoritgruppe lidt efter var Vollering i en klasse for sig.

I mål var hun 42 sekunder foran Ferrand-Prévot og Pieterse på de næste placeringer, på trods af at Vollering tog sig rigeligt med tid til at juble på de sidste 500 meter.

Den 29-årige hollænder har været verdens bedste etapeløbsrytter de seneste år, men også i endagsløb har hun store kvaliteter.

Flandern Rundt havde hun aldrig vundet før, men det belgiske brostensmomument er nu tilføjet hendes imponerende cv.

Det tæller nu 60 UCI-sejre i karrieren for Vollering.

/ritzau/