Farran parerede ordre

FC Nordsjællands Issey Nakajima-Farran stjal rampelyset fra alle de andre debutanter på Farum Park, da han blev matchvinder mod FC København.

Issey Nakajima-Farran kom, så og sejrede. FC Nordsjællands nye canadier har ikke trænet med i Farum i mere end 10 dage og måtte onsdag aften indlede sæsonpremieren mod FC København på bænken. Efter 56 minutter var det debuttid, og den tidligere Vejle-spiller blev sendt på banen med en ordre fra træner Morten Wieghorst om at score sejrsmålet.

Nakajima-Farran ville ikke skuffe sin nye træner, så da kampen efter 93 minutter blev blæst af, havde venstrekanten scoret sit debutmål og sikret FC Nordsjælland holdets første SAS Liga-sejr over FC København i 15 forsøg.

- Det kunne ikke have været bedre. Da jeg havde headet bolden, så jeg det hele i slow motion. Alle mine holdkammerater havde løftet armene, og det var en skøn fornemmelse, sagde Issey Nakajima-Farran om sejrsmålet.

Næste opgave for matchvinderen og holdkammeraterne fra FC Nordsjælland bliver udebaneopgøret i weekenden mod Brøndby.

/ritzau/