Søndag 5. oktober blev en kulsort dag for familien Petrakis i græsk fodbold.
Med få timers mellemrum blev både far og søn fyret som cheftrænere i hver deres klub i den bedste græske række.
Først på søndagen fik 37-årige Giorgis Petrakis en fyreseddel for det tidligere græske mesterhold Larissa. Dagen forinden havde Larissa tabt 2-5 på hjemmebane til lokalrivalerne fra Volos.
Få timer efter sønnens fyring blev 66-årige Giannis Petrakis, der er far til Giorgis Petrakis, fyret som cheftræner i Panetolikos. Det skete efter et endnu større nederlag med tenniscifrene 0-6 ude til Levadiakos.
Det var det mest ydmygende nederlag i den bedste række i den 99 år lange historie for klubben fra Agrinio, skriver AFP.
Både far og søn havde ikke ligefrem imponeret i denne sæson. Larissa, der blev græsk mester i 1988, er uden en eneste sejr i de første seks kampe. Det rækker blot til en placering som nummer 12.
Panetolikos, der ligesom Larissa har høstet fire point, er nummer 13 ud af de 14 hold i rækken.
/ritzau/