Far Magnussen i tårer efter sønnens drømmedebut

»Hold kæft, et chok jeg fik. Han kørte bare fantastisk.«

ARKIVFOTO. Far og søn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jan Magnussen var selv ikke til stede, for han kører racerløb i USA, Florida.

Men fra sofakanten kunne den danske racerkører se sin søn, Kevin Magnussen, levere, hvad der må siges at være en drømme-debut i sin Formel 1-debut.

Indtil søndag havde Jan Magnussen leveret det bedste danske resultat nogensinde i Formel 1 med en sjetteplads, men det har sønnen med en tredjeplads i Australien lavet om på i sin debut for McLaren.

- Det er fuldstændig uvirkeligt at se ham stå deroppe på podiet. Og selvfølgelig hele løbet. Det har været nervepirrende hele vejen i gennem, sagde Jan Magnussen til TV2 fra stuen, hvor han sammen med en række bekendte så sin Kevin Magnussen køre tredjepladsen hjem.

- Der skete mange ting i løbet. Hans start - jeg ved ikke, hvad der skete, men han gik på tværs af det hele der. Jeg tænkte: Åh nej. Hold kæft, et chok jeg fik. Han kørte bare fantastisk. Brugte hovedet, han angreb og han kunne ikke have ønsket sig en bedre start.

Jan Magnussen blev bedt om at sætte følelser på, hvordan det som far er at se sin søn levere sådan en pragtpræstation i sin debut.

- Det er så storslået og overvældende. Jamen, jeg kan slet ikke beskrive, hvordan det var. Det var med tårer i øjnene. Jeg er så fantastisk stolt, som jeg overhovedet kan være. 

Jan Magnussen tror ikke, at Kevin Magnussen med den flotte tredjeplads får problemer med at leve op til de højere forventninger, der nu måtte komme.

- Han rykker overliggeren hele tiden for sig selv. Uanset, hvor høje forventninger folk har til ham, er hans egne højere. En fantastisk start, der er noget at bygge på nu. Han har et løb under bæltet og har fået noget erfaring, så han ved, hvad han skal gøre bedre. Jeg tror ikke, det er sidste gang, han er på podiet. Det tør jeg godt sætte penge på. Det er en lang sæson. Alt bliver udviklet. Det er trods alt kun hans første gang.

Kevin Magnussen ærgrede sig fra podiet i Melbourne over, at hans far ikke kunne være til stede for at opleve løbet sammen med ham, men Jan Magnussen lover, at han vil være på plads ved det næste grandprix.

- Jeg tager til Malaysia næste gang og er sammen med ham der.

Det løb skal køres 30. marts.