Bliv klogere på Danmarks tredje modstander i VM-kvalifikationen:

* Belarus' Fodboldforbund blev grundlagt i 1989. Indtil da havde belarusere kunnet spille på Sovjetunionens landshold. Belarus blev optaget af Fifa og Uefa i henholdsvis 1992 og 1993.

* Belarus ligger aktuelt nummer 100 på verdensranglisten, men var i 2011 kortvarigt oppe som nummer 36.

* Spanieren Carlos Alós har været landstræner for Belarus siden august 2023.

* Belarus har aldrig kvalificeret sig til en EM- eller VM-slutrunde.

* På grund af landets involvering i Ruslands krig mod Ukraine er Belarus pålagt at spille sine hjemmekampe i et andet land for tomme tribuner. I VM-kvalifikationen spiller holdet hjemmekampe i den ungarske provinsby Zalaegerszeg.

* Belarus åbnede VM-kvalifikationen i september med et 1-5-nederlag i Grækenland og et 0-2-nederlag hjemme til Skotland.

* Den tidligere Stuttgart-, Arsenal- og Barcelona-spiller Aleksandr Hleb er den mest kendte belarusiske fodboldspiller gennem tiderne.

* To belarusere har spillet i Superligaen: Eduard Demenkovets (Vejle) og Andrei Shilo (Farum).

* Danmark mødte Belarus i EM-kvalifikationen i 1998 og 1999. Opgøret i Minsk endte 0-0, mens Danmark året efter vandt 1-0 i Parken, da Jan Heintze scorede direkte på hjørnespark.

Kilder: Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), Transfermarkt, Dansk Boldspil-Union og superstats.dk.

/ritzau/