Fagre nye verden

Kashima Antlers’ Yuma Suzuki cementerer japanernes overraskende 3-0-sejr over columbianske CA Nacional i onsdagens FIFA Club World Cup-semifinale, der samtidig skrev sig ind i historien som den første turneringskamp, hvor en fodbolddommer har anvendt videomateriale til at vurdere en situation. Foto: Kim Kyung-Hoon/Reuters Fold sammen
Læs mere

Onsdagens opgør ved fodboldturneringen FIFA World Club Cup mellem colombianske CA Nacional og Kashima Antlers endte med en overraskende 3-0-sejr til japanerne, som dermed skal op imod Real Madrid i søndagens finale. Én episode stjal dog al opmærksomhed.

Efter en halv time af kampen på Suita City Football Stadium i Osaka nåede et Kashima-frispark modstanderens felt, hvor forsvarsspilleren Daigo Nishi faldt til jorden efter en nærkamp med Orlando Berrío. Kampens dommer, den erfarne Viktor Kassai, lod fløjten være tavs for kort efter at afbryde spillet. Ungareren løb ud til en såkaldt videodommer ved sidelinjen.

Sammen gennemgik de hændelsen på en skjult skærm, før Kassai dømte straffespark til det japanske mandskab. Shoma Doi bragte sit hold i front til Atlético Nacional-spillernes store fortrydelse. Imens fik TV-seerne fornemmelsen af, at den korrekte kendelse måske ikke var så korrekt endda: Kassai havde ret i, at Berrío begik en forseelse, men samtidig befandt Nishi sig efter alt at dømme i en strafbar offsideposition.

Den 135 sekunder lange seance var historisk. For første gang nogensinde havde en fodbolddommer benyttet videomateriale til at vurdere en situation i en turneringskamp. Under træningsmatchen mellem Italien og Frankrig i Bari i september gjorde den hollandske opmand Björn Kuipers brug af samme teknologi for at opklare, om franske Layvin Kurzawa rørte bolden med hånden i eget felt. Her viste de levende billeder, at det ikke var tilfældet.

Dagen efter Kassais dom var forvirringen om muligt endnu større i turneringens anden semifinale mellem Real Madrid og mexicanske Club América. Dybt inde i overtiden og ved stillingen 1-0 til det spanske storhold fordoblede Cristiano Ronaldo føringen med en smart scoring efter et dybdeløb. Troede han. For et halvt minut senere annullerede dommer Enrique Cáceres målet efter råd fra kampens videodommer.

Men så kom paraguayaneren ellers på andre tanker. Manden i midten, der fløjtede og fløjtede og så mindst lige så forvirret ud som de stakkels spillere, endte efter yderligere 30 sekunders betænkningstid alligevel med at anerkende 2-0-scoringen. Hvis modstanderne af teknologisk assistance manglede argumenter, leverede Cáceres dem ganske generøst.

Det er kun ni måneder siden, at International Football Association Board (IFAB), verdensfodboldens lovgivende organ, gav en »klar anbefaling til at eksperimentere« med brug af videohjælp til dommerne i løbet af kampene. En beslutning truffet efter drøftelser med Football Advisory Panel og Technical Advisory Panel, to tænketanke bestående af eksperter og tidligere topspillere og -trænere.

Ifølge IFAB havde »flere nationale forbund og turneringsarrangører ytret ønske om at afprøve videohjælp«. Heriblandt altså det internationale fodboldforbund FIFAs egen World Club Cup, også kaldet mini-VM for klubhold, som skulle tjene som teknologisk generalprøve for de store europæiske ligaer og ikke mindst forud for VM i Rusland i 2018.

Allerede i 2012 – og nogenlunde samtidig med introduktionen af de to ekstra dommer­assistenter – gav IFAB grønt lys til indførelsen af den såkaldte mållinjeteknologi. Flere firmaer bød ind på opgaven.

FIFA testede GoalControl under Confederations Cup i 2013, og under VM 2014 assisterede samme firma de udpegede dommere. Det tyske system anvender 14 højhastighedskameraer, der bestemmer, om bolden har passeret mållinjen eller ej. Dataene sendes via optiske fiberkabler til stadionets kontrolcenter, hvor der skabes en simpel 3D-grafik, som viser boldens placering i forhold til mållinjen. Herefter får dommeren besked på sit digitale ur, mens publikum kan se afgørelsen på storskærm: Goal eller No Goal.

Ved sommerens EM i Frankrig og til den igangværende Champions League-sæson valgte det europæiske fodboldforbund, UEFA, konkurrenten Hawk-Eye, som i årevis er blevet benyttet i cricket og tennis. Ud over de to kamerabaserede teknologier har IFAB og FIFA også godkendt to andre løsninger: Dansk-tyske GoalRef og tyske Cairos, som begge udstyrer bolden med en sensor, der registreres i et magnetisk felt i målet.

Indførelsen af mållinjeteknologi og muligheden for videogengivelser markerer en sjælden bevægelse i en ellers konservativ fodboldverden, hvor selv de mindste ændringer tager lang tid. Sportens globalisering, den stadig tungere mediedækning og de sociale mediers kraft har øget magthavernes behov for at vise handling.

De teknologiske hjælpemidler er med til at eliminere de mest afgørende fejl, og dommeren, det udskammede menneske, inviteres nu pludselig indenfor i det 21. århundrede. Dog har tiltagene også mødt kritik. Skeptikerne deler sig groft sagt i tre lejre: nostalgikere, purister og universalister.

Førstnævnte mener, at den menneskelige fejl er en del af sportens poesi og fascinationskraft. Vi taler stadig om Geoff Hursts scoring mod Vesttyskland i VM-finalen på Wembley i 1966. For var den over målstregen? I dag ville vi have vidst besked få sekunder efter den engelske angribers skudforsøg på indersiden af overliggeren.

Næstnævnte vil hævde, at de afbrydelser, der uvægerligt følger af især videogengivelserne, ødelægger det flow, som udgør fodboldens nerve – i modsætning til for eksempel tennis og amerikansk fodbold, hvor de naturlige pauser er flere og længere.

Sidstnævnte mener, at den nye teknologi sætter et skel mellem eliten og resten, mellem de der har mulighed for at punge ud, og de der ikke har. At der er tale om et brud med sportens universalisme: Éns regler på alle baner over hele kloden.

Det vurderes, at hver Bundesliga-klub har betalt et beløb svarende til tre millioner kroner for implementeringen af Hawk-Eye-systemet. I USA har Major League Soccer-holdene takket nej til GoalControl på grund af en pris på 1,8 millioner kroner per stadion og yderligere 27.000 per kamp.

I dag anvendes Hawk-Eye også i Premier League og Serie A. I Frankrigs bedste række, Ligue 1, sværger man til GoalControl, mens man i Spaniens LaLiga endnu ikke har indført nogen form for teknologisk hjælp til dommerne. I Europa League og alle små og mellemstore nationale turneringer, som eksempelvis Superligaen, må man indtil videre nøjes med det menneskelige øje. Det samme gælder naturligt nok de lavere rækker for halvprofessionelle og amatørspillere.

De nøjagtige kendelser er kun for de rigeste.

Asker Hedegaard Boye er cand.mag. i idéhistorie og analyserer international fodbold i Berlingske