Færdige favoritter

Astana holdet passer ikke ind i et selskab, der i hvert fald udadtil kæmper for den rene sport. Pudsigt nok har to styrt formentlig sendt holdets stjerneryttere, der samtidig erTourens to største favoritter, ud af kampen om podiet i Paris.

Ved Astana-holdets bus bliver der viftet med det kasakhstanske flag.

Ikke sådan nogle små papirs nogle, men to rigtigt blafrende faner, der kræver sin velvoksne mand.

Fanebærerne er bestemt ikke alene. Et anseeligt opbud af pressefolk følger trop, for at få et ord eller to fra holdets kvæstede stjerneryttere Aleksandre Vinokourov og Andreas Klöden.

Begge er tydeligvis præget af den hårde medfart, de fik, da de styrtede i forgårs. Klöden kommer med besvær op i bussen, mens »Vino« bliver kørt væk med det samme.

På dagens etape har han slået korsets tegn til TV-kameraerne. En symbolsk handling, der af mange tolkes som den klassiske, opgivende »skære halsen over«-gestus.

I så fald meget rammende, da franskmændene i dag fejrer Bastille dagen.

Spørgsmålet er i al sin enkelhed, hvordan de hårdt medtagne stjerneryttere, der er løbets absolutte topfavoritter, klarer sig over Alperne.

Umiddelbart tror jeg, løbet er kørt.

Det kan godt være, de slipper igennem weekendens strabadser, hvis de altså overhovedet stiller op - meldinger, forlydender og rygter skifter radikalt karakter hvert kvarter - men umiddelbart ser skaderne ud til at være så alvorlige, at de ikke holder i længden. Selv jernmænd må en gang imellem give op.

At dømme efter i går ved bussen ligner de også to mænd, der har mistet selvtilliden og er klar til at smide håndklædet i ringen.

»Alt afhænger af, hvordan det går i weekenden,« siger manager Marc Biver. Underforstået, at favoritterne godt kan tåle at tabe tid her og nu, for alligevel at vende tilbage og være med i topstriden.

Jeg tror det ikke, men man har før set mirakler i denne branche, så hvis en af dem, eller begge to, ender på podiet i Paris, må jeg vel finde mig et eller andet at æde. Bare ikke min gamle hat.

Midt i den sportslige elendighed, finder jeg det tankevækkende, at Astana er feltets mest forkætrede hold. Mange har ment, at holdet er smurt så meget ind i doping, at det aldrig burde have fået lov til at stille til start.

Nu slipper arrangørerne måske af med holdets to stjerneryttere. I hvert fald kommer de næppe til tops. Og det helt uden skandaler. Skader er jo skader, der er part of playing the game.

Mon der findes en cykelgud foroven?