Fabelagtige Fabio

Titelhungrende klubber har ofte hentet Fabio Capello som træner, når de skulle vinde mesterskabet eller andre titler. Næsten alt, hvad den benhårde italiener rører ved, bliver til guld.

Er der en mand, som kan klare fodboldverdenens mest umulige job, må det være Fabio Capello.

Går man efter resultaterne, så er italieneren den rette. For sætter vindermaskinen sig først ned i et trænersæde, er der kun én ting som tæller: Resultater. Intet andet. Det har han gjort klart og bevist i alle de klubber, han har været i.

Stjernespillere som David Beckham, Alessandro Del Piero, Fransesco Totti, Antonio Cassano og Ronaldo har lært på egen krop, hvordan italienerens benhårde mandskabspleje fungerer. Det er direkte ud på bænken til skue for alle, hvis du ikke spiller godt nok uanset navn. Selv ikke de største spillere kan ændre på Fabios taktiktavle. Mandskabsplejen er benhård, og han er kendt som en inhuman og kynisk træner.

Men som regel følger der pokaler med i bagagen. Spørg bare Real Madrid sidste sæson.

Jagtet af presse, verdensklassespillere, præsident og en skare af rasende fodboldfans vandt Capello alligevel det spanske mesterskab med Real Madrid i et år, hvor Barcelona sjældent er set stærkere. Det var sidste gang, italieneren var træner, og endnu en gang blev det til guld. Denne gang til et Madrid-hold, som netop havde gennemlevet sin største titeltørke i et halvt århundrede.

Samtlige klubber Capello i sin 21 år lange karriere har trænet er endt med mesterskabspokaler i klubhuset. Han kan se tilbage på syv italienske mesterskaber, to spanske og en sejr i Champions League med AC Milan.

Nu står Capello så foran sin måske vanskeligste opgave af alle. England har ikke vundet en titel siden VM-slutrunden i 1966, og hele nationen tørster efter en sejr. Derfor skal Capello ikke forvente, at presset er mindre, fordi han med sine flotte meritter skal stå i spidsen. Pressen er klar.

En af de værste til at jagte engelske landstrænere er The Daily Mail, og her er sportsredaktør Joe Hare helt klar i spyttet.

»Jeg tror ikke på, de vil blive bedre på nogen måde. Medierne invaderer folks privatliv, men hvad angår Capello, tror jeg ikke, det vil blive et problem på samme måde, fordi han er ældre og gift. Medierne vil naturligvis gå til ham, men der er ikke rigtig nogen skeletter i skabet. Hvis du for eksempel tager Sven-Göran Eriksson var der intet galt i, at han fandt en kæreste, men det bliver bare samtidig udbasuneret i medierne, og sådan er det,« siger Joe Hare.