Får Brøndby en udesejr?

Når den nye SAS Liga-sæson fløjtes op i aften, centrerer fokus sig ikke mindst om et fodboldstadion i Esbjerg, hvor sidste års skuffelse, Brøndby, vil forsøge at erobre en tiltrængt sejr på udebane.

Morten »Duncan« Rasmussen (th.), Chris Katongo og de øvrige Brøndby-spillere jagter i Esbjerg den første udesejr siden april 2006. Foto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere

Der er mere end point på højkant, når Brøndby-spillerne i aften trækker deres nye udebanetrøjer over hovedet. Opgøret på Blue Water Arena i Esbjerg markerer nemlig ikke bare SAS Liga-sæsonstarten 2007-2008. For munder alt ud i blå-hvid-triumf eller uafgjort, tangerer Brøndby en af den slags rekorder, enhver fodboldklub frygter; en negativ rekord med fokus på dårlige præstationer på udebane vel at mærke.

Vinder Brøndby ikke i aften, vil Vestegnens stolthed være uden sejr på fremmed græs i hele 20 SAS Liga-kampe i streg.

Hvilket potentielt scenarium selvskrevet ikke lugter af hverken mesterklasse, sølvdrømme eller troværdig bronzepotentiale.

Mens den der 1-0-Brøndby-gevinst over AGF i Århus den 13. april 2006 i Michael Laudrup-æraen umiddelbart har plads i erindringen over fjern fortid.

Med andre ord. Tom Køhlert og Co. er tillige med sidste sæsons knap så prestigetunge sjetteplads i bagagen under pres fra begyndelsen.

Et faktum end ikke de mest hardcore fans kan overdøve.

Ej heller ledelsen, Bjerregaard, Bjerregaard, og hvad de ellers hedder.

Viasats ekspertkommentator, Poul Hansen, bruger ord som »spændende« og »nærved pokalkamp« om Brøndbys premierefight i aften.

»Den er bestemt ikke ligegyldig. Brøndby skal videre de skal af med jydekomplekset. Men jeg er spændt på at se, hvordan spillerne griber det an; der er jo rigelig med fokus. Og det går bare ikke, hvis de spiller lige så dårligt, som det var tilfældet i udekampene mod Silkeborg samt Vejle for ikke lang tid siden,« siger Poul Hansen, der på trods af tidligere tiders Brøndby-virak forventer og tror på, at de blå-gule atter kæmper med om medaljer.

»De bliver bedre i år end i sidste sæson. Kasper Lorentzen er blevet klar igen, og der er foretaget gode indkøb til startformationen,« siger Poul Hansen med henvisning til unge Tobias Mikkelsen, midtbanemotoren Stefan Gislason og offensivtroldmanden Peter Madsen.

»Holdet har fået flere strenge at spille på. Peter Madsen er aggressiv, i besiddelse af et vinderinstinkt og gør nogle underlige ting i forsøget på at sejre. Han kan spille både på fløjen, som hængende angriber og helt fremme ved siden af Morten »Duncan« Rasmussen. Det løser flere ting og giver ikke mindst vildskab. Det er afgørende, at Tom Køhlert undervejs har mulighed for at justere formationen fra 4-3-3 til 4-4-2 afhængig af modstanderholdet,« påpeger Poul Hansen, som også vurderer, at førnævnte Mikkelsen får stor betydning på positionen i højre side af grønsværen.

»Han gør det muligt for Brøndby at spille en solid 4-3-3. Man så i sidste sæson, at det bare ikke går med midtbanekanter; man skal have deciderede wings derude.«

Målmand Stephan Andersen får tillige et skulderklap med på vejen, selvom landsholdsreserven droppede stort et par gange i løbet af foråret.

»Nu har han været igennem en opstartsfase fra nul, så fejlene burde minimeres. Han skal nok løfte niveauet,« siger Poul Hansen, inden vi lige runder Brøndbys udebanekompleks igen.

Thi virkeligheden forholder sig således, at Stephan Andersen og holdkammeraterne allerede i mandags drog til Jylland og omegn i ønsket om forberedelser på absolut fordelagtige vilkår.

Ligesom hjemturen først er programsat til torsdag formiddag.

Poul Hansen forventer i øvrigt en SAS Liga-sæson med mere guf og intensitet i toppen.

»Men FC København vinder formentlig igen, og jeg er sikker på, at OB også ender i top 3. AaB virker lidt bagefter nu, men det kan jo ændre sig, hvis de når at forstærke sig yderligere. Jeg tror også, at den internationale tendens fortsætter. De bedste hold vil tage initiativet i alle kampe. Det der med at være spilstyrende får øget betydning,« siger Poul Hansen.

Værsgo, der fløjtes snart op. Og Brøndby? Holdet forsøger - om ikke andet - at erobre en tiltrængt sejr på udebane - på et fodboldstadion i Esbjerg.