Faaborg-debutanter de hurtigste: E-løb på bryllupsdag

Et ægtepar fra Faaborg, Anita, 49, og Lars Mandal Andersen, 54, har bryllupsdag søndag 6. oktober. Og hvordan fejrer man den? Selvfølgelig! Med Eremitageløbet i Dyrehaven.

»Det var min kone, der spurgte, om det ikke var en god idé. Jeg var med på den lige med det samme,« siger Lars Mandal Andersen.

Det fynske par var endda de allerførste, der tilmeldte sig årets motionsfest i Dyrehaven.

Den første weekend, da E-løbet for 51. gang åbnede for tilmeldingen, tilmeldte omkring tusinde løbere sig klassikeren i nationalskoven.

»Da beslutningen var truffet, kunne vi lige så godt tilmelde os med det samme, så vi ikke fortryder det,« siger Lars Mandal Andersen.

Han havde ellers allerede planlagt at debutere sidste år, men noget kom i vejen.

»Vi har selvfølgelig hørt meget om Eremitageløbet, og min fætter har deltaget. Han har rost det til skyerne. Nu skal vi selv løbe med. For nogle år siden fik vi en impulsiv idé at køre fra Faaborg til Dyrehaven og gå en tur i skoven. En dejlig oplevelse. Nu skal vi for første gang løbe i den,« siger han.

Anita og Lars Mandal Andersen har tidligere løbet halvmaraton og skal 7. april deltage i Berlin Marathon. De 13,3 kilometer på den smukke og kuperede rute i Dyrehaven skræmmer dem ikke.

De er instruktører i Horne Løbeklub. En meget aktiv klub uden for Faaborg med 60-70 medlemmer. Træningen er inddelt i fem niveauer med forskellige hastigheder og distancer.

Klubbens slogan er 'Kig op og nyd udsigten'. Og denne signatur, som kender det naturskønne terræn og mange gange har løbet på halvøen uden for Faaborg, kan kun bekræfte, at det lever op til sit ry.

Motionsbevægelsens flagskib, Eremitageløbet, der skrev sig ind i dansk idræts kulturhistorie, er klar til nr. 51 i rækken.

Læs mere og tilmeld dig på hjemmesiden elob.dk. Og få en motionsoplevelse, der slår alt.