Evenepoel slog Kragh med et sekund: Ville ikke tage risici

På en svær og teknisk etape ville Remco Evenepoel passe på sin føring i Danmark Rundt. Alligevel vandt han.

Remco Evenepoel i den lyseblå førertrøje vandt PostNord Danmark Rundt på suveræn vis. Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Frederiksberg. Remco Evenepoel tager hjem med to etapesejre og en samlet triumf i PostNord Danmark Rundt efter lørdagens 10,8 kilometer lange enkeltstart.

Her sluttede den belgiske cykelrytter et sekund foran danske Søren Kragh, selv om Quick-Steps store talent havde en lidt påpasselig tilgang.

- På en kort enkeltstart som den her, har man det virkelig ikke godt. Man vil bare have den til at slutte. Man går så meget over grænsen, at det er smertefuldt.

- Man bliver nødt til at tage risici, men for at være helt ærlig havde jeg ikke lyst til at tage risici. Jeg ville bare køre svingene sikkert for at komme i mål uden skrammer, siger Evenepoel.

Ruten bød på flere skarpe sving, hvor hastigheden skulle helt ned. Og tidligere på dagen havde heftigt regnvejr skyllet ruten godt og grundigt igennem.

- Det var en svær enkeltstart. Den var teknisk og våd, så det er ikke den nemmeste enkeltstart, jeg har kørt. Men jeg vandt, og det er det vigtigste, siger han.

Forud for etapen havde belgieren da også lagt favoritværdigheden fra sig.

- I går (fredag, red.) sagde jeg, at Søren Kragh ville blive den sværeste at slå, og jeg er den eneste, der slutter foran ham. Det var en god spådom.

Tilføjelsen af Evenepoel var lidt af et scoop for PostNord Danmark Rundt. Og at dømme efter lydniveauet har danskerne i start- og målbyer været klar over, at belgieren er af en særlig kaliber.

- Ugen har været fantastisk. Fantastisk publikum og fantastiske mennesker. Man kan mærke, at I elsker cykling i landet. Det er altid fedt at køre sådan et sted, siger den 21-årige cykelrytter.

På scenen havde Evenepoel en sidste bemærkning til de fremmødte folk på Frederiksberg Allé, hvor enkeltstarten startede og sluttede.

Til kommunalvalget i november skal de lokale sætte deres kryds ved den konservative kandidat Brian Holm, mener han.

- Hvis de vil have mig til at komme tilbage til Danmark, skal de stemme på Brian Holm, joker Evenepoel med henvisning til Quick-Steps danske sportsdirektør.

/ritzau/