Remco Evenepoel havde masser af tid til at juble, allerede inden han kørte over målstregen på søndagens VM-enkeltstart i Canada.

Og selv om jubelscenen naturligt nok tog en smule af farten på de sidste meter, havde den suveræne belgier næsten et minuts forspring til nærmeste rival, Filippo Ganna, da han sikrede sig sit fjerde VM-guld på stribe.

- Allerede med ti kilometer tilbage vidste jeg, at jeg havde et ret stort forspring, og jeg følte også, at jeg halede ind på Filippo mod slutningen.

- På storskærmen kunne jeg se, at jeg havde meget tid at give af 150 meter før mål. Det er altid fedt, når man har mulighed for at juble på en enkeltstart, siger Remco Evenepoel på pressemødet i Montreal.

At Evenepoel var hurtigst, er ingen overraskelse. Men at han vandt så overlegent på en flad rute, er bemærkelsesværdigt.

I 2023 og 2024 slog han Ganna med henholdsvis 12 og 6 sekunder. Denne gang var det en regulær magtdemonstration.

Ganna var også nedbøjet på pressemødet bagefter og konstaterede, at Evenepoel efterhånden er så suveræn, at ingen gider stille op mod ham i fremtiden.

Den idé er den firedobbelte verdensmester med på.

- Det er helt perfekt, det gør det lidt nemmere at vinde, siger Remco Evenepoel med et grin.

- Men okay, jeg forstår godt, at han havde håbet at være tættere på mig på en enkeltstart som denne.

- Tidligere har han også vundet meget tid i svingene, men der har jeg forbedret mig meget. Men hvis det var mig, ville jeg aldrig give op, for alt kan ændre sig. Det er op til ham og hans team at finde en løsning, siger Evenepoel.

De to rivaler nåede lige at veksle et par ord, inden de trådte op på medaljepodiet for at blive hyldet for bedriften.

Ifølge Evenepoel handlede det om Gannas forestående deltagelse i tirsdagens mix stafet, der allerede går i gang klokken 8.30 lokal tid.

- Jeg ønskede ham held og lykke med at komme tidligt op. Det bliver hårdt at restituere efter i dag, siger Remco Evenepoel.

RITZAU