Evans viser Giro-form i optaktsløb

ARKIVFOTO. Cadel Evans vandt fredag Giro del Trentino. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den australske cykel-veteran Cadel Evans (BMC) vandt fredag Giro del Trentino, hvor ryttere med forhåbninger om et godt samlet resultat i det kommende Giro d'Italia har testet bjergbenene de seneste par dage.

På den afsluttende kongeetape med mål på bjerget uden for kategori, Monte Bondone, kørte Cadel Evans i mål som nummer fem - 41 sekunder efter etapevinderen Mikel Landa (Astana).

Den tidligere Tour de France-vinder hentede dog fem sekunder på den nærmeste forfølger i klassementet - bjergspirrevippen, Domenico Pozzovivo (AG2R La Mondiale) - og udbyggede dermed sin samlede føring til 50 sekunder.

BMC og Cadel Evans har domineret det fire dage lange optaktsløb i overlegen stil. Først vandt det amerikanskbaserede storhold holdtidskørslen på 1. etape og dagen efter, på den første af tre hidsige bjergfinaler, blev Evans nummer fire.

På 3. etape kørte den 37-årige alene over stregen og gik derfor ind til 4. og sidste etape med overskud - både på selvtillidskontoen og i klassementet.

Cadel Evans må regnes som en af outsiderne til den samlede sejr i Giro d'Italia, som blandt andre også har sidste års nummer to og tre i Tour de France - Nairo Quintana (Movistar) og Joaquin Rodriguez (Katusha) til start. Den tre uger lange italienske etapeløb begynder i Belfast den 9. maj med en 21,7 km lang holdtidskørsel.