Europas sport er til salg - og køberne står i kø

De største sportsgrene, som engang var vesteuropæisk hjerteblod, overtages i stigende grad af milliardærer fra Nordamerika, Mellemøsten, Rusland og Asien.

Selv om den tyske klub RB Leipzig er underlagt den tyske 50+1-regel, hvor over halvdelen af enhver professionel fodboldklub skal være ejet af medlemmerne/fansene, er klubben ejet af den thailandsk-østrigske energidrikkoncern Red Bull. Foto: AFP Fold sammen
Læs mere

For få år siden kunne den udefrakommende indflydelse på vesteuropæisk elitesport ligge på et meget lille sted. Det var dengang, den gamle verden stadig var herre i eget hus. Sådan er det ikke længere. Den finansielle krise, sportens globale vokseværk og opkomsten af nye vækstcentre har ledt til en udflytning af de største begivenheder.

Verdensmesterskabet for fodboldens landshold så dagens lys på en FIFA- kongres i Amsterdam i 1928 under ledelse af forbundets franske præsident, Jules Rimet. Fra den første slutrunde to år senere og helt frem til 1990 blev VM udelukkende afholdt i Vesteuropa og Latinamerika. Siden har både USA, Japan, Sydkorea og Sydafrika været værter, og i 2018 og 2022 bliver det Ruslands og Qatars tur.

Fodbolden er for længst blevet global, men også andre sportsgrene har udvidet territoriet. I 2015 fandt VM i herrehåndbold sted i Qatar, mens også tennismændene og -kvinderne er faste gæster på Den Arabiske Halvø, hvor to af forårets vigtigste turneringer, Qatar Open og Dubai Tennis Championships, har til huse. Siden 2014 har Singapore lagt baner til sæsonfinalen på kvindernes WTA Tour.

I den kommende 2017-sæson i Formel 1 afvikles blot seks af de 20 løb i Vesteuropa, den laveste andel nogensinde. Helt frem til 2005 blev mere end halvdelen af de årlige grandprixer kørt i motorsportens traditionelle hjerteland.

I september luftede den afgående Adidas-topchef, Herbert Hainer, tanken om engang at lade udvalgte europæiske klubfodboldkampe udspille sig i Asien, Mellemøsten eller Nordamerika. Hainer, der er medlem af repræsentantskabet i FC Bayern München, mente, at man sagtens kunne forestille sig, at kampe i Premier League eller den tyske Bundesliga fandt sted uden for Europa – med Kina som det oplagte mål.

Men faktisk er udflytningen allerede i fuld gang. Fem af de seneste syv udgaver af den italienske Super Cup, den årlige prestigekamp mellem den forgangne sæsons mester og pokalvinder, er blevet gennemført uden for Europa – i Beijing, Doha og Shanghai. Kort før jul afvikles den nyeste version mellem Juventus og AC Milan på Jassim Bin Hamad Stadion i Doha.

De europæiske fodboldmyndigheder befinder sig i en ømtålelig situation. Vælger et nationalt forbund at flytte en kamp til et land uden for UEFAs jurisdiktion, kan man reelt intet stille op. Da vil man være afhængig af hjælp fra det pressede verdensforbund, FIFA, som i de senere år har søgt at udbrede sporten til alle fire verdenshjørner ...

I den engelske Premier League er fire ud af fem fodboldklubber på udenlandske hænder. For 20 år siden var tallet nul. Aktuelt er mere end halvdelen af de 20 fodboldforretninger ejet af rigmænd fra enten Rusland, USA, Mellemøsten eller Asien. Også flere klubber i Englands næstbedste fodboldrække, Championship, er ejet af hovedrige udlændinge.

De fleste sportsinteresserede er bekendte med russiske Roman Abramovitj i Chelsea, de amerikanske ejere i Manchester United og Liverpool samt Abu Dhabi-sheiken Mansour din Zayed Al-Nahyan i Manchester City. Men også mindre klubber som Leicester (Thailand), Aston Villa (Kina), Bournemouth (Rusland), Blackburn Rovers (Indien), Cardiff City (Malaysia) og Nottingham Forest (Kuwait) markerer tidens trend.

I Frankrig har Qatar Sports Investments på fem år forvandlet Paris Saint-Germain fra en kedelig midterklub til en international sværvægter, hvis største nationale konkurrent synes at være den russiske milliardær Dmitrij Rybolovlevs AS Monaco. Hovedstadsklubben råder tilmed over et af Europas stærkeste håndboldhold.

I spansk fodbold købte Asiens rigeste mand, Wang Jianlin, sidste år en femtedel af aktierne i Atlético Madrid, mens Málaga CF – ligesom PSG – er kontrolleret af den qatarske kongefamilie, og Barcelona- klubben Espanyol er ejet af kinesiske Rastar Group.

Medlemsbaserede klubber som Real Madrid og FC Barcelona har måttet betræde andre stier for at opnå samme fordel: Det er næppe tilfældigt, at Dubais statslige flyselskab, Emirates, i disse år pryder Real Madrids spilletrøje, mens FC Barcelona netop har meddelt, at man erstatter Qatar Airways med det japanske e-handelsfirma Rakuten fra næste sæson. De største penge findes uden for Europa.

Også i kampen om de kostbare medierettigheder er vesteuropæerne sat fra bestallingen. I maj overtog kinesiske Baofeng Technology og Everbright Group kontrollen med italienske MP & Silva, der distribuerer sportsrettigheder til flere end 200 lande. Pris: en milliard dollar. Overtagelsen fandt sted bare 15 måneder efter, at det kinesiske underholdningsimperium Dalian Wanda købte Infront Sports & Media, en anden af sportsrettighedsmarkedets giganter.

I Frankrig råder qatarske BeIn Sports over rettighederne til fodbold-VM og -EM samt Ligue 1, Serie A og Bundesligaen, håndboldens Champions League, Wimbledon, rugbylandskampe, NBA og den vigtigste europæiske basketball—turnering, EuroLeague, der i øvrigt har hovedsponsoren Turkish Airlines til fælles med stjerner som Lionel Messi, Kobe Bryant og Caroline Wozniacki.

At et eksotisk ejerskab kan have torne, ved de alt om i Milano. I 2013 købte Erik Thohir fodboldklubben FC Inter af den lokale Moratti-slægt. Allerede i år videresolgte indoneseren klubben til kinesiske Zhang Jindong, men beholdt selv præsidentposten. Siden har Inter været præget af intern uro og stridende dagsordener.

I samme by er Silvio Berlusconi i færd med at overdrage AC Milan til kinesiske Sino-Euro Sports, mens de rødsorte fans holder vejret. Ønsker de håb, kan de se mod Rom, hvor en amerikansk entreprenør har pustet liv i den slumrende storklub AS Roma. Er de mere sortseende, kan de spejde mod Bologna, hvor en canadisk mælkeproducent for tiden har sværere ved at indfri sine løfter.

Udfordringen for den vesteuropæiske sportskultur er, at nostalgisk protektionisme i øjeblikket synes at være det eneste alternativ til de rige onkler fra Doha, Abu Dhabi, Moskva og Beijing. Et sådant værn finder vi i tysk fodbolds såkaldte 50+1-regel: Over halvdelen af enhver professionel fodboldklub skal være ejet af medlemmerne/fansene.

At der alligevel findes smuthuller, demonstrerer fremadstormende RB Leipzig med al tydelighed. Den østtyske klub, der spillede sin første fodboldkamp i 2009 og er ejet af den thailandsk-østrigske energidrikkoncern Red Bull, fører i skrivende stund Bundesligaen foran selveste FC Bayern. Sporten er i mere end én forstand blevet grænseløs.

Asker Hedegaard Boye er cand. mag. i idéhistorie og analyserer international fodbold i Berlingske.