For niende gang i de seneste 12 Ryder Cup-opgør kunne det europæiske hold søndag aften dansk tid lade sig hylde som vinder af den prestigefulde golfdyst mod USA. Men det holdt hårdt på sidstedagen.
Europa havde fredag og lørdag sikret sig et stort forspring, men måtte nøjes med en sejr på 15-13.
USA var tæt på et stort comeback, men Shane Lowry sørgede for den europæiske jubel i matchen lige foran danske Rasmus Højgaard.
Europa vandt senest Ryder Cup-trofæet for to år siden, da USA var på besøg i Rom. Nu kan kaptajn Luke Donald, Rasmus Højgaard og resten af holdet bringe trofæet tilbage over Atlanten, hvor det skal stå to år mere.
I både fredagens og lørdagens foursomes og fourballs havde Europa domineret stort. Holdet gik ind til finaledagens 12 singler med en føring på 11,5-4,5.
Det betød, at man blot skulle have 2,5 point ud af 12 mulige for at nå de 14 point, som var påkrævet for at forsvare titlen. USA skulle op på 14,5 point for at fravriste rivalen trofæet.
Allerede inden singlerne kom i gang, blev stillingen ændret til 12-5. Norske Viktor Hovland måtte trække sig med en nakkeskade. Ifølge reglerne betyder det, at den match deles med et halvt point til hver.
Da spillet kom i gang, fortsatte Europas spillere med at tage teten på græsset i Farmingdale, New York.
I størstedelen af den første håndfuld matcher tog Europa en tidlig føring, men amerikanerne svarede flot igen, og pludselig var USA i front i flere af de første matcher.
Da Cameron Young, Justin Thomas og Scottie Scheffler sikrede smalle amerikanske sejre i tre af de fire første singler, og Bryson DeChambeau kæmpede sig til et halvt point, vejrede både det amerikanske hold og publikum morgenluft.
Et sensationelt comeback var inden for rækkevidde.
Svenske Ludvig Åberg, som ellers havde haft det svært fredag og lørdag, tog Europas første sejr kort efter, og dermed skulle europæerne blot finde et halvt point mere for at nå de 14 point.
Det lod vente på sig.
Højgaard gik i den tredjesidste single, så på forhånd tydede meget på, at det hele ville være afgjort, før hans egen match var færdig. Men flere amerikanske sejre bragte Højgaard helt ind i orkanens øje, da det skulle afgøres.
I en tæt match mod Ben Griffin var Højgaard bagud et par gange undervejs og kom tilbage, men på hul 15 tog amerikaneren igen føringen. Og Griffin endte med at tage sejren.
Foran ham var Shane Lowry bagud med en enkelt forud for sidste hul. Men et forrygende putt fra mere end to meter fra Lowry sørgede for, at han tog et halvt point i 11. time i sin match mod Russell Henley.
Dermed nåede Europa op på de nødvendige 14 point, der betød, at Ryder Cup-trofæet forblev på europæiske hænder. Som titelindehaver er uafgjort nok til at beholde trofæet.
Da Tyrrell Hatton lidt senere spillede lige op med amerikanske Collin Morikawa, nåede Europa op på 14,5 point, hvilket sikrede Europa sejren.
I søndagens sidste single delte Robert MacIntyre og Sam Burns, så det endte med en europæisk sejr på 15-13.
/ritzau/