Europa styrer mod et titelforsvar og en overbevisende sejr på udebane over USA i Ryder Cup.
De europæiske golfspillere udbyggede lørdag føringen til 11,5-4,5 før søndagens 12 afsluttende singler.
Som forsvarende mester skal Europa blot sikre sig 14 point, mens USA skal have 14,5 point for at vippe europæerne af tronen.
Danske Rasmus Højgaard kom slet ikke i aktion lørdag i Farmingdale uden for storbyen New York, hvor dagen blev indledt med fire matches i foursome efterfulgt af fire matches i fourballs.
Lørdag aften så det en overgang ud til, at europæerne ville vinde samtlige fourballs, men USA fik til sidst hanket op i sig selv og skabt en smule spænding forud for søndagens afslutning.
Mest overbevisende var Tommy Fleetwood og Justin Rose, der slog Scottie Scheffler og Bryson DeChambeau. Matchen blev afgjort efter 16 huller, da den europæiske duo var foran med tre.
Rory McIlroy og Shane Lowry lukkede efterfølgende den næste match mod de to amerikanere Justin Thomas og Cameron Young.
De to sejre øgede Europas føring til 10,5-3,5, men spændingen begyndte at indfinde sig i de to sidste matches. Her lykkedes det USA at vinde den ene.
Europas Jon Rahm og Sepp Straka førte undervejs med to, men måtte til sidst se sig slået af Xander Schauffele og John Michael Spaun. De sikrede sig sejren på 18. og sidste hul.
De to englændere Tyrrell Hatton og Matt Fitzpatrick blev i lørdagens sidste match indhentet af Sam Burns og Patrick Cantlay, men på sidste hul tog Hatton og Fitzpatrick alligevel sejren.
Dermed har europæerne et forspring på hele syv point og mangler blot 2,5 point søndag for at sikre sig den samlede sejr.
Europa har vundet den prestigefyldte golfdyst 12 gange, mens USA har taget sejren ni gange. Europa vandt senest Ryder Cup-trofæet for to år siden, da USA var på besøg i Rom.
/ritzau/