Etisk kovending undrer Voigt

Reelt oplevede cykelrytterne det ikke som frivillig at underskrive et etisk charter inden Touren, selv om UCI-præsidenten i dag hævder, at det var tilfældet.

Team CSC's tysker Jens Voigt er forundret over præsidenten i den internationale cykelunion (UCI), Pat McQuaid. Under det skandaleramte VM i Stuttgart sagde McQuaid således, at det bestemt ikke var et krav for at køre sommerens Tour de France, at rytterne havde skrevet under på et etisk charter.

McQuaids udtalelse faldt, da han skulle forsvare, hvorfor man ville lade Paolo Bettini starte ved VM, selv om denne aldrig har underskrevet papiret. I den forbindelse erkendte præsidenten også, at det etiske charter ikke har nogen juridisk gyldighed for at spærre ryttere - og at det heller ikke havde været tilfældet før sommerens Tour de France.

- Det var en overraskelse for mig at høre, at det ikke var et must, at man havde skulle skrive under for at køre Tour de France. Det var den følelse, alle havde. På de papirer, som vi fik, stod der godt nok, at det var op til vores frie vilje, men sådan var det jo ikke i praksis. Valget stod mellem at skrive under eller begrave sig selv, siger Jens Voigt, der er talsmand for rytterorganisationen CPA, til Ritzaus Bureau.

/ritzau/