Etapesejr kom bag på Cancellara

Team CSC's Fabian Cancellara overraskede alle og ikke mindst sig selv, da han kørte først over stregen på tredje etape i årets Tour de France.

Det var en overrasket Fabian Cancellara, der tirsdag kunne juble over sin anden etape-sejr i årets udgave af Tour de France. Team CSC's schweizer overrumplede pludselig løbets sprintere på de sidste meter og kom først over stregen i franske Compiegne.

- Det var en lang og hård dag. Jeg havde ikke tænkt på en mulig etapesejr. Jeg ville bare sikkert i mål med trøjen. Men pludselig var jeg i en god position, jeg tog chancen. Det var perfekt, var Fabian Cancellaras umiddelbare reaktion efter et løb, der flaskede sig perfekt for den 26-årige tempospecialist.

Med 20 bonussekunder for sejren udbyggede han sin føring i den samlede stilling til 33 sekunder. /ritzau/