Et venskab til forskel

Arsenal vandt 1-0 i en kamp gennemsyret af den sædvanlige lokalderby-nerve. Venskabet mellem Chelseas og Arsenals managere gav en anderledes rolig optakt.

Chelsea-Arsenal havde engang en kant over sig som pressen kunne savle over, for der var altid slibrigheder at skrive hjem om. Dengang José Mourinho sad i Chelseas trænersæde.

I dag sidder Avram Grant med ansvaret, og pludselig er der respekt mellem de to trænerbænke.

Avram Grant og Arsene Wenger har kendt hinanden i ti år og med Grants lovprisning af Wenger som »en stor træner med de helt rigtige fodboldvisioner«, blev der tale om en helt anden kulisse op til dette nye London-derby, end pressen har været vant til gennem de sidste mange år.

Det hed sig, at José Mourinho dengang altid førte sig kontroversielt og offensivt frem i pressen for at være strømafleder for truppen, der dermed kunne koncentrere sig om spillet.

Lige så hadet han var hos Alex Ferguson og Arsene Wenger, ligeså elsket var han hos Didier Drogba, Frank Lampard og anfører John Terry. Og pressen kunne dengang ofte bare tænde båndoptageren, spørge José Mourinho kritisk til Wenger og så skrible løs.

Ikke bange for mudder
I går forekom det imidlertid mere sandsynligt at Grant ville ringe til Wenger for at causere end for at samle et ondt dossier på hans fejltrin. Samtidig lovede Grant inden opgøret, at han ikke ville kopiere José Mourinhos ellers kendte fejende jubelfacon, hvis Chelsea scorede.

Mourinho var ellers kendt for at se stort på regninger for tøjrensning, hvis hans hold scorede på Arsenal. Nu forbliver mudderet på jorden. Og endnu tydeligere: begge managere har erklæret, at de ikke på nogen måde vil gå efter at kopiere fra hinanden. Hverken under kampen eller i øvrigt.

Dermed blev Mourinhos gamle hovedanklager mod Wenger, som en voyeur, der var besat af Arsenal, for alvor udvisket.

Ashley Cole vendte i går desuden tilbage i Arsenals hule for første gang siden sit kontroversielle skifte til Chelsea i september 2006. Buh-råb, på decibelniveau med Figos eller Laudrups tilbagevenden til Nou Camp, var ventede, og kom også, men omgivelserne pillede brodden ud.

I the Daily Telegraph opfordrede Wenger op til kampen Arsenalfans til ikke være vrede på Ashley Cole og i stedet koncentrere sig om at bakke holdet op. Den optakt havde formentlig været helt anderledes tilmudret for et år siden.

Selve dysten på banen savnede dog på ingen måde intensitet og blev skudt i gang som et svulmende bistik. Konstante energiske løb, højt tempo og flere intensive nærkampe stjal billedet. Mange havde ellers glædet sig til atter at se en spilleklar Cesc Fabregas. Han kom dog snarere i overskrifterne på grund af nærkampe.

Cole så rødt
I det 30. minut tacklede Frank Lampard den unge Fabregas, hvorefter John Terry sparkede bolden ind på ham, da han lå ned. To gule kort til Chelsea og et godt billede på nerven. Begge hold indkasserede adskillige gule kort.

Arsenals enlige scoring i kampen var da heller ikke nogen skønhed. Et præcist indlæg endte hos den tidligere Chelsea-forsvarer William Gallas, som kunne heade hjem til slutresultatet 1-0. Chelseamålmand Petr Cech så ikke for heldig ud i den situation.

Ironisk nok blev Ashley Cole den eneste, der så rødt, da han i fem minutters overtid efter en brutal næsten hævnagtig tackling fra Fabregas efterfølgende slog ud efter den unge midtbanespiller.

Den tekniske ekvilibrisme, begge mandskaber ellers har stået for i sæsonen, kom dog også til udtryk i kampen.

To gange fik Arsenal mål annulleret og særligt Shevchenko havde flere gange muligheden for at bringe balance i regnskabet for Chelsea.

Kampen vil dog mest af alt blive husket for den supersøndag, hvor Arsenal og Manchester stak af sted i toppen af tabellen og tog første skridt på vejen mod at opfylde Robin van Persies tidlige profeti: Mesterskabet kommer til at stå mellem Arsenal og Manchester United.