Et olympisk kompleks

Byline Morten Crone Sejersbøl Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er ikke mange dage siden, jeg gik rundt med følelsen af, at vi her i Danmark havde nogle af de bedste svømmere i verden. Okay, der er mange, der har flere, men vi har nogle af de bedste inden for hver deres respektive favoritdiscipliner.

Sådan har jeg det ikke helt længere, efter at Rikke Møller Pedersen, Jeanette Ottesen og Mie Ø. Nielsen har været i vandet på deres favoritdiscipliner uden at hente medaljer. I går stod jeg op kl. 3 i forhåbningen om at se Rikke Møller Pedersen vinde medalje i 200 meter bryst, hvor hun er verdensrekordholder, men endte som nummer otte, og en times tid senere kunne jeg se Jeanette Ottesen opnå samme placering i 100 meter fri, hvilket var mindre skuffende, fordi det ikke var dér, hun skulle brillere. Det skulle hun have gjort på 100 meter butterfly, men det er også underordnet, for i virkeligheden var det det, Jeanette Ottesen sagde efterfølgende, der var det mest opsigtsvækkende:

»Det er det vildeste mentale spil. Jeg tror måske, at vi danskere ikke er helt godt nok forberedt på det mentale plan. De store nationer ved, hvad det handler om, hvor vi mangler vindermentaliteten. Jeg kan mærke det hos os alle sammen. Vi er ’uh’, sådan lidt forsigtige i stedet for at stille os op med armene over hovedet og sige: ’Jeg kan det her’.«

Det, synes jeg, var en opsigtsvækkende analyse fra en kvinde, der har været med i mange år, og som har et indgående kendskab til såvel sine danske holdkammerater som sine udenlandske konkurrenters fysiske og mentale styrker og svagheder.

En eller anden forklaring må der jo være på, at danske svømmere vinder EM- og VM-medaljer, men i OL-sammenhæng siden 1988 blot har hentet den ene bronzemedalje, Lotte Friis havde med hjem fra OL i Beijing i 2008. Dér ved det vigtigste mesterskab af dem alle, svømmer konkurrenterne fra danskerne, og med forbehold for, at de stadig kan nå at vinde en hel masse, er det en mulig forklaring på en problemstilling, der er værd at tage alvorligt.

Jeg talte i går med idrætspsykologen Niels Rossing, der er lektor ved Aalborg Unversitet. Han kaldte Jeanette Ottesens udtalelser ’en hård dom’, og køber ikke manglende vindermentalitet eller dårlig selvtillid som et særligt dansk karaktertræk. Men måske som et særligt karaktertræk for de danske svømmere, og han lancerede i den forpbindelse begrebet ’historisk selvtillid’ (eller mangel på samme). Når det umulige bliver muligt for én, bliver det det pludselig for alle. Da Roger Bannister i 1954 blev den første til at løbe en engelsk mile på under fire minutter, efter at verdensrekorden på 4.01,4 minutter havde stået uslåelig i ni år, blev de magiske fire minutter efterfølgende undergået yderligere to gange inden for to måneder. Det umulige var blevet gjort muligt, og lige som man kan vinde selvtillid, når man selv eller en rollemodel gør det hidtil umulige muligt, kan man miste selvtillid, når man selv eller andre klarer sig dårligt.

De danske svømmere er tæt sammen ved de mange internationale svømmestævner og ved alt om, hvilke resultater, de har opnået, og ved hvilke stævner de har klaret sig henholdsvis godt og skidt. De behøver ikke kigge på statistikker. De ved det. De ved, at de kan levere resultater året rundt, men har det svært hver gang de kommer til OL, og havde de skudt tanken fra sig, når de igen står i en olympisk svømmehal, skal der ikke mange dårlige resultater til, før tanken er tilbage.

Jeg skal ikke kunne sige, om Jeanette Ottesens udtalelse nagler den danske problemstilling, eller om den rammer forbi og skygger for langt mere relevante forklaringer om træningsmiljøer, talent, forberedelser og – det næsten unævnelige – doping. Men den nagler en følelse, hun stod med lige dér efter sin egen og Rikke Møller Pedersens ottendepladser, og den skylder vi hende og de kommende generationer af svømmere at tage seriøst. Det skulle nødig være sådan, at det utroligt flotte arbejde Friis, Ottesen, Møller Pedersen og andre gjorde før dem, blev ødelagt af noget så irrationelt som et olympisk kompleks.