Et nationalt mareridt

Amerikansk baseball er ramt som med et kølleslag af en rapport, der indikerer omfattende brug af steroider og væksthormon. Rekorder og legender står for fald i nationens foretrukne tidsfordriv.

José Canseco »fanget« i 1999, mens han ser sin 30. home run sejle ud i horisonten. Canseco har siden i en bog erkendt, at han og hans medspillere præsterede på ulovlige medikamenter, og med senator Mitchells undersøgelse af misbruget er dopinglavinen for alvor begyndt at rulle i USA. Fold sammen
Læs mere
Foto: Andrew Wallace/REUTERS

Det er længe siden, de første råb om ulvens ankomst begyndte at gjalde ud over amerikansk baseball.

Torsdag stod ulven der så. I form af en 409 sider lang rapport, indhøstet og udarbejdet af den tidligere senator George Mitchell, der har forsøgt at kortlægge et fænomen, mange nok havde anelser om. Men som kun kynikere for alvor havde troet kunne være udbredt i en grad, så samtlige baseballstjernenavne fra de seneste par årtier får svært ved at sige sig fri for en kvalificeret mistanke om at have været pumpet op med en skønsom blanding af steroider og væksthormon.

Set med europæiske øjne skal vi vel over i professionel cykelsport for at finde skandaler og syndefald magen til. Og så er George Mitchells digre rapport om baseballs omgang med præstationsfremmende stoffer måske kun første kapitel i en lang og grum granskning af, hvordan batsvingende rekordholdere og legender i realiteten bare er et resultat af en moderne medicinalindustris lokkende tilbud og en halvt fraværende, halvt farceagtig dopingkontrol.

Det er de nøgne kendsgerninger, amerikanerne i går vågnede op til, da sløret omsider blev løftet fra den længe ventede rapport. Og de var der så godt som alle sammen. De store navne. Barry Bonds, Roger Clemens, Andy Pettitte, Gary Sheffield, Eric Gagne, Miguel Tejada, Paul Byrd, Troy Glaus og Rick Ankiel for blot at nævne en sjat.

Hvis det sætter miseren i relief, kan det nævnes, at der i den samlede flok befinder sig i alt syv navne med en hæderbevisning som Mest værdifulde Spiller på renomméet og 31 med et tilsvarende prestigefuldt All Stars prædikat.

Steroid-æraen
I Guds, rockens og baseballens eget land har man allerede døbt fænomenet for The Steroid Era. Og anderledes kan det vel næppe være, eftersom brugen af de forbudte stoffer ikke længere bare kan fejes ind i klædeskabet som ondsindet sladder, løsagtig Vonhörensagen og desperate eks-spilleres anglen efter opmærksomhed på bekostning af andre.

»Rapporten er et kald om at gå til handling, og jeg vil reagere. Jeg vil tage mig af de aktive spillere, der er blevet identificeret som brugere af præstationsfremmende midler,« fastslog Major League Baseballs kommissær Bud Selig efter at have skimmet rapporten.

Mindre kan næppe gøre det. For nu står det mere klart - og forklaret - at en mand som José Canseco ikke talte i vildelse, da The Bad Boy of Baseball for tre år siden udgav sin selvbiografi »Juiced« og dér hævdede, at brugen af steroider og væksthormon for længst var blevet dagens orden i Major League Baseball. Canseco kunne i »Juiced« også navngive celebre kolleger, som vanen tro nægtede at være en del af biokemiske amokløb i sporten.

Allerede i midten af 1990erne var en toneangivende avis som Los Angeles Times på sporet af de sandfærdige tilstande i baseball. Manager Randy Smith fra San Diego Padres medgav, at »vi alle ved, at der bruges steroider, og at det helt sikkert er blevet mere udbredt«. Hall of Fame-spilleren Tony Gwynn erkendte på sin side, at »det er som den store hemmelighed, vi ikke burde tale om.«

Og hvad skete der så?

Home run-bonanza
Nul, nada og nix. For så længe folket bare var underholdt, så længe rekorderne blev slået i den ene mere spektakulære sluggerfest efter den anden, så længe musikken spillede både bogstaveligt og overført, var der vel ingen grund til at spolere herlighederne.

I 1996 formåede ikke færre end 17 spillere at lave mindst 40 home runs. Indtil da havde man i det statistikfikserede land aldrig noteret flere end otte spillere i dén kategori, som det skete tilbage i 1961. En spiller som rekordholderen Barry Bonds hamrede i 2001, i en alder af 37 år, 71 home runs hjem, hvilket skal ses i lyset af, at han aldrig tidligere havde tangeret 50 af slagsen.

Sådan kunne man blive ved med bedrifter fra steriodernes æra. Med den ene mere muskuløst begavede monsterhitter efter den anden. José Canseco - alias Steroidernes Godfather - var bare en af mange.

»Jeg prøvede alt, hvad der var muligt for at blive verdens bedste spiller. Og ja, der var mange andre spillere, der gjorde, hvad jeg gjorde, og som jeg skulle konkurrere imod,« lød ræsonnementet, da Canseco for to år siden blev interviewet af magasinprogrammet »60 Minutes«.

Først i 2004, mere end ti år efter de første forlydender om tingenes tilstand, annoncerede præsident George W. Bush, at doping også var på den politiske agenda, da han lovgav imod brugen af steroidbaserede stoffer. Altimens man i Major League Baseball begyndte at teste spillerne hyppigere uden dog at kontrollere for doping uden for sæsonen eller gå til dem i optakten, hvor de tunge terapi med forbudte stoffer er på sit højeste.

Men mindre har også ret. De 409 sider fra senator George Mitchell er en start. Og hvis man en dag begynder at kigge alle designeratleterne fra amerikansk fodbold efter i sømmene, vil syndefaldet efter al sandsynlighed være fuldendt.