Et bemærkelsesværdigt hop i niveau: »I år kører feltet med en meget højere hastighed«

Farten i feltet har taget et nøk opad i 2019 under indtryk af Astanas massive dominans i de fleste etapeløb. På kanten af årets Giro d’Italia må konkurrenterne holde vejret af lige dele bæven og spænding.

Tom Dumoulin vandt Giro d'Italia i 2017 og blev nummer to for et år siden. Den lange, tynde hollænder er denne gang også en af favoritterne til at vinde det italienske etapeløb, som begynder i dag. Fold sammen
Læs mere
Foto: ALESSANDRO DI /EPA/Ritzau Scanpix

Man må have det på fornemmelsen. Nærmere kommer vi det næppe. Indtil videre.

Nairo Quintana havde ikke noget bud på sammenhængen mellem årsag og virkning, da han gjorde en form for status til den spanske sportsavis Marca efter at have kørt Catalonien Rundt i slutningen af marts. Den 29-årige colombianer tillod sig en stille undren.

»I år kører feltet med en meget højere hastighed. Det har været det samme billede i Colombia, Paris-Nice og Catalonien. Det kan være, fordi nogen har blik for noget, der forbedrer deres performance, aerodynamik eller vægt,« lød det fra Quintana, som dog ikke var mere overmatchet, end at han sluttede det prestigefulde etapeløb Paris-Nice på en samlet andenplads efter landsmanden Egan Bernal.

Richie Porte er en anden af de erfarne stemmer, der har noteret sig et bemærkelsesværdigt hop i niveau.

»Det virker som et utroligt højt niveau i år. Alle er super trimmede, mange har været i højdetræningslejr allerede, og farten i feltet er meget høj, det mærker man med det samme i løbene,« sagde Porte for en måned siden i et interview med Cyclingnews efter at have fået tunge stryg i Catalonien Rundt.

De tørre tal bakker Nairo Quintana og Richie Porte op.

Gennemsnitsfarten er steget

I sæsonen 2019 er gennemsnitsfarten i World Tour ifølge Procyclingstats steget til 40,95 km/t fra 40,69 i 2018.

Det er i sig selv ikke alarmerende. Men det er – trods alt – tankevækkende, at man i årene 2013 og 2012 lå på henholdsvis 39,73 og 39,18 km/t. Og det er svært at pege entydigt på teknologiske landvindinger, der har sat speed på sagerne.

Man skal selvfølgelig være ekstremt forsigtig med at drage forhastede konklusioner alene baseret på baggrund af gennemsnitsfart i cykelløb, hvor faktorer som vind, vejr, taktik og terræn spiller ind. Men cykelsportens historik gør, at man gør klogt i at lytte til både vandrør og jungletrommer.

Den anonyme blogger The Secret Pro (der ifølge Cyclingtips angiveligt er en professionel rytter) skrev tidligere på ugen en tilstandsrapport fra feltet.

»Nogle hold kører uhyggeligt stærkt. Jeg har talt om Astana tidligere, men de har 23 sejre i denne sæson, lidt under QuickStep. Men hør her: De vinder ingen spurter. Du behøver ikke raketvidenskab for at regne ud, hvor crazy det er. De vinder enten solo eller ud fra små grupper og har næstflest sejre af alle holdene på World Touren. Det er bare vanvid,« mener The Secret Pro.

Sæsonen 2019 har på mange måder været historien om Astanas dominans. Og, nåja, ikke mindst Jakob Fuglsangs forrygende form og kørsel, der udløste højeste karakter, da den italienske sportsavis Gazetta dello Sport gjorde status over forårets profiler i ugen op til startskuddet af Giro d’Italia, som lægger fra land i dag med en spektakulær enkeltstart i Bologna.

Den 34-årige dansker holder et velfortjent hvil under den italienske Grand Tour oven på et forår, hvor han har kørt stærkere end nogensinde. Og hvor Fuglsang sammen med resten af Astana som anført af The Secret Pro har siddet tungt på de fleste etapeløb, når de altså ikke har sat præg på finalen i store endagsløb som Strade Bianche, Amstel Gold Race, Flèche Wallonne og Liège-Bastogne-Liège.

Astana det næstmest vindende hold

Astana er det næstmest vindende hold blandt de 18 World Tour-mandskaber. Men nok så bemærkelsesværdigt er det, hvordan kasakh-holdet har domineret de fleste etapeløb, man er stillet til start i. Astana har vundet Baskerlandet Rundt, Volta a Catalunya, Ruta del Sol, Tour of Oman, Tour of Colombia, Vuelta a Murcia, Vuelta Valenciana og Tour la Provence.

Det glippede med at vinde i det stærkt besatte Tirreno-Adriatico, hvor Fuglsang dog sluttede som treer sammenlagt og i Paris-Nice, hvor Astana hentede to etapesejre, den ene til Magnus Cort.

Så hvad er ærindet her?

Ikke andet end at mane til sund skepsis, belært af historiens tyngde.

Det står enhver frit for at lade være, hvis man vil have underholdningen frisk og ufortyndet.

Omvendt skal man ikke rode længe i arkiverne for at finde den slags snavs, der også hører til i Astanas historie, selv om det er nemt at fortrænge i blind opportunisme.

Astana Pro Team, Alexandre Vinokourov Fold sammen
Læs mere
Foto: SEBASTIEN NOGIER /EPA.

Det være sig holdets general manager Alexandre Vinokourov, der blev taget for bloddoping i Tour de France i 2007. Og som tidligere på ugen stod i en civil retssag i Liège, anklaget for at have bestukket sig til en sejr i Liège-Bastogne-Liège i 2010. En håndfuld dopingsager involverende mestendels ukendte ungryttere for brug af EPO har Astana også løbet sig til i holdets historie. Og så skal det noteres, at der i holdets lægestab optræder den tidligere TVM-druide Andrei Mikhailov, som i 2001 blev idømt et års betinget fængsel og en bøde på 68.000 kroner for distribution af dopingpræparater.

Som alle andre er Astanas ryttere underkastet et væld af dopingkontroller og monitorering med det biologiske pas.

Der er intet belæg for at spekulere hæmningsløst i urent trav. Men der er heller ingen grund til ikke at tage ved lære af cykelsportens blakkede historie.

arkivfoto.  Cykellegenderne franske Laurent Fignon (til højre) ved siden af amerikanske Greg Lemon på den 19. etage af Tour de France fra Villard de Lans til Aix-Les-Bains 21. Juli, 1989. Fold sammen
Læs mere
Foto: STR / AFP.

Fignon oplevede det biokemiske paradigmeskifte

Laurent Fignon skriver i sin biografi, hvordan han selv oplevede det biokemiske paradigmeskifte, da det stærkt konkurrenceforvridende blodpræparat EPO begyndte at sive ind i feltet i 1990erne.

»Hvordan beskrive en tendens? En, du kun kan fornemme som ved at have en finger i vejret for at fornemme vindretningen? Jeg kunne se det. Men jeg nægtede at forstå det. Indtil det hele blev åbenlyst,« skriver Fignon, der tre år efter sit karrierestop kunne se sin pålidelige hjælperytter Bjarne Riis forvandle sig til topdominerende Tour-vinder med italienske mirakel-lægers velvillige assistance.

Er det dér, vi er på vej hen?

Jeg tror det ikke, men det kan kun historiefremskrivning give os et fyldestgørende svar på.

Som Bob Dylan synger i »Ballad Of A Thin Man«: »Because something is happening here/but you don’t know what it is/do you, Mr. Jones?«

Lad os tage det forbehold med ind i årets Giro d’Italia. Indtil andet er bevist, kan vi se frem til tre ugers stjernetræf af tynde mænd med ryttere som Simon Yates, Tom Dumoulin, Vincenzo Nibali, Mikel Landa og – ikke mindst – Astana-duoen Ion Izaguirre og Miguel Angel Lopez.

Lars B. Jørgensen er sportskommentator og forfatter